Louis C.K. på vej med spillefilm – skal selv spille hovedrollen

Louis C.K. på vej med spillefilm – skal selv spille hovedrollen

I 2001 instruerede Louis C.K. – bredt anerkendt som en af verdens sjoveste mænd – filmen ‘Pootie Tang’, som blev en fiasko på alle ledder og kanter.

Siden har C.K. fået stor kunstnerisk succes som både instruktør og skuespiller på ‘Louie’, der lige nu kører på sin femte sæson i USA. Og nu har han åbenbart fået selvtillid – og tid – nok til at vende tilbage til filmmediet.

C.K. skal instruere ‘I’m a Cop’, hvor han selv spiller hovedrollen som en frivillig politimand, der efter sin mors død følger i hendes fodspor og sætter sig for at blive en ‘rigtig’ politibetjent.

Louis C.K. har tilsyneladende en stor fascination af ordensmagten. I et afsnit af ‘Louie’ fik han en rolle som politibetjent i en film med Matthew Broderick, og han havde en birolle som godmodig politimand og love interest til Amy Poehlers Leslie Knope i ‘Parks and Recreation’ over seks afsnit. Og faktisk er politibrutalitet et tema i et af hans helt nye ‘Louie’-afsnit.

‘I’m a Cop’ produceres af Scott Rudin, producer på film af folk som Wes Anderson, P.T. Anderson og Coen-brødrene. Rudin producerede også den nyeste film fra Louis C.K.’s gode ven Chris Rock, ‘Top Five’.

Læs også: Louis C.K. og Pamela Adlon står bag ny tv-serie

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af