»Hold kæft, den komedie er flot filmet!«
Hvor mange gange har du hørt den sætning? Ikke mange, vel. Vær nu ærlig. Skal du tænke så længe, tæller det ikke. Wiseass.
Manuel Claro skal også tænke sig godt om, når han bliver spurgt til sine forbilleder: Komedier, hvis kameraarbejde faktisk giver noget ekstra til fortællingen. Han ender, hårdt presset, med at komme på fire film og én tv-serie (se i bunden), og flere af dem er tilmed kun komedier pø om pø.
Så en af Danmarks dygtigste fotografer rejste til USA med en mission, da han fik jobbet som fotograf på Chris Rocks ’Top Five’, der er blevet et overraskende indiehit overthere og ligefrem udløste budkrig, efter den blev vist på festivalen i Toronto sidste efterår. Ok, udsigten til at lave film i New York med en verdenskendt komiker omgivet af folk som Louis C.K. og Jerry Seinfeld spillede nok også en rolle, men ikke desto mindre: En mission!
»Jeg synes ikke, der er nogen grund til, at komedier er så grimme, som de er. De er filmet så nosseløst, så konventionelt og uden holdning, at det ikke giver mening«, siger Manuel Claro på stamkaffebaren på Vesterbro.
»Komedier er ofte farverige på sådan en børneagtig måde, og selvfølgelig skal der være plads til jokes, men man kan også godt have nogle visuelle ambitioner og fortælle med billederne. Det er virkelig mærkeligt, at Woody Allens ’Annie Hall’ stadig en af de mest moderne komedier, der findes, og den er 40 år gammel!«
Læs også: Se ’Top Five’ med CPH PIX og Soundvenue i aften 21.30
Men lad os lige fryse billedet. For hvordan i alverden ender en fotograf, der først og fremmest er kendt for sit arbejde med Danmarks førende stort-K’s filmKunstnere, hos en populær mainstream-standup’er i NYC? Manuel Claro er blevet internationalt anerkendt for sit arbejde med Lars von Trier på ’Melancholia’ og ’Nymphomaniac’, hvor han veksler mellem det intuitivt håndholdte og minutiøst stiliserede, og han slog oprindeligt igennem som kamerafører for Christoffer Boe på stilbevidste eksperimenter som ’Reconstruction’ og ’Allegro’.
Som det ofte er med den slags, er Claros vej til Chris Rock brolagt med tilfældigheder. Det usædvanlige i Claros tilfælde er, at tilfældighederne har navne som Louis C.K., Noah Baumbach og Scott Rudin.
»Jeg havde sagt til min agent i USA, at hvis der var én, jeg gerne ville arbejde med, var det Noah Baumbach (’The Squid and the Whale’, ’Frances Ha’, red.). Pludselig kom der et manus, og jeg tog til Paris for at mødes med Baumbach, mens han skød ’Frances Ha’«, fortæller Manuel Claro.
Manuskriptet var en tv-pilot for HBO: En filmatisering af Jonathan Franzens monumentale mesterværksroman ’Corrections’, hvis manus Franzen selv skrev, mens Baumbach instruerede, Ewan McGregor, Chris Cooper, Dianne Wiest og Maggie Gyllenhaal spillede med, og Scott Rudin (en af USA’s mest respekterede producere bag film af P.T. Anderson, Coen-brødrene, Wes Anderson, David Fincher m.m.fl.) producerede.
Piloten blev – ganske ubegribeligt – aldrig til mere, men Rudin så et lys i Claro og foreslog danskeren til Chris Rock.
»Så skypede jeg med ham et par gange. Han havde set ’Melancholia’ og var begejstret for det naturlige lys, vi brugte i den film«, siger Manuel Claro.
Rock havde valget mellem Claro og en anden fotograf. Og det viste sig, at Chris Rocks nære ven Louis C.K. gjorde udslaget.
»Louis er en stor Trier-fan, så han havde anbefalet Chris at vælge mig, fandt jeg senere ud af. Vi mødte ham en dag derovre, hvor han sagde til Chris: ’Who was that motherfucker you wanted to hire, what’s wrong with you? You had the guy from ’Melancholia’, you piece of shit’! Louis var meget inde over både manus og klipning, og en stor del af Chris Rocks inspiration til tonen i ’Top Five’ kom fra ’Louie’«.
Mange herhjemme har sikkert et anstrengt forhold til Chris Rock takket være hoben af halvsløje komedieroller, han har indtaget siden 90’erne. Og Manuel Claros agent var da også skeptisk over for projektet til at begynde med. Det er Rocks tredje film som instruktør, og de to første skal prise sig lykkelige for at være gået tabt i glemslen.
»Men han er en af de største nulevende standuppere, og det har jeg altid syntes. Så jeg sagde til min agent, at jeg var ligeglad med, hvor lortedårligt det manus er, bare jeg kan arbejde med Chris Rock. Men så læste jeg det og kunne heldigvis mærke, at det var ambitiøst, at det overførte hans mere bramfri standup-persona til film, hvor de andre to film viste en mere cute version af Chris Rock, som fungerer knapt så godt«.
I ’Top Five’ spiller Chris Rock komikeren Andre Allen, hvis kunstneriske deroute er fuldkommen med striben af idiotiske, storsælgende ’Hammy the Bear’-film (om en politimand i bjørnekostume!), et forestående ægteskab med en reality-bimbo, der tænker mere på ugebladsforsider end på true love, og en nyfunden ædruelighed, der gør ham meget mindre sjov, end han var som fuldtonet alkoholiker.
Kernen i filmen udfolder sig omkring Allens møde med New York Times-journalisten Chelsea Brown (overjordisk smukke Rosario Dawson). Men dens scoop er først og fremmest de komiske højdepunkter som førnævnte Hammy the Bear, Andre Allens standup-sekvenser på den legendariske Comedy Cellar i New York, hans hjemvenden til rødderne i Harlem og hans polterabend med gæstestjernerne Jerry Seinfeld, Whoopi Goldberg og Adam Sandler.
Rollen som Andre Allen spiller selvfølgelig selvironisk op af Chris Rocks egen persona.
»Han prøver selv sit materiale af på Comedy Cellar. Han er snart på vej med et ny standup-show, og det arbejder han på igennem måske et helt år, hvor han tager derned, nogle gange tre-fire gange om ugen, og tester det på publikum. Han ringer derned samme dag, og fordi han er Chris Rock, skaber de selvfølgelig plads til ham, og det er en succes hver gang«, fortæller Manuel Claro.
»Én dag var vi inde og se ham og sad sammen med ham på restauranten oven på klubben, da han pludselig siger: ’Oh, Bono is coming’. Så kom Bono med Woody Harrelson, tryllekunstneren David Blaine og Madonnas manager. Bono fortalte om, at han var begyndt at cykle igen. Han havde ikke cyklet, siden han var barn, for dengang U2 kom frem, var det alt for kikset – hvis der blev taget et billede af ham på en cykel, havde det været U2’s død, sagde han. Men nu var han begyndt at cykle igen, og han var helt vild med det«, griner Manuel Claro og understreger, at der er stor forskel på den storskrydende Allen i filmen og Chris Rock i virkeligheden.
»Han er meget ydmyg og generøs – og virkelig et familiemenneske. Han har været et kendt ansigt i 25 år, hvor han ikke har kunnet gå i fred på gaden, så han lever et lidt tilbagetrukket liv i forstaden. Han har tre børn og skulle ofte gå fra optagelserne, fordi han skulle hente og bringe dem fra basketball, violin, dans, og hvad ved jeg«.
Det var dog ikke det, der gjorde optagelserne til en kaotisk oplevelse.
»Der blev skrevet på manus hver dag. Det er en af de film, hvor jeg har set mindst til instruktøren, fordi han sad og skrev manus om, ligesom Scott Rudin kom med noter hele tiden«, husker Manuel Claro.
»Rudin blander sig rigtigt meget og var på settet stort set hver dag. Han er en vild person – en oneman-army med 20 assistenter, der alle sammen er under 25«.
Den usædvanlige arbejdsform gav dog også Manuel Claro en sjælden frihed. For når instruktøren dybest set ikke er filmskaber, er der behov for, at andre med største filmkunstnerisk finesse går forrest.
»Noget af det, der tiltrak mig ved den her film, var jo også, at jeg skulle arbejde med en instruktør, der selv spiller hovedrollen. For når man gør det, vil man jo gerne have feedback på scenerne. Og i USA opererer man ikke selv kameraet som director of photography, man sidder ved monitoren. Det minder lidt om instruktørrollen«.
Hvilken retning trak du ham i?
»Jeg blandede mig for eksempel lidt, når de måske overspillede en smule. Chris vil rigtigt gerne være en god skuespiller, men han er jo… totalt selvlært til alting. Han er fantastisk til det sjove, men er knap så god i de dramatiske ting. Til gengæld har han en varme, som ikke kan købes for penge. Han kan sige hvad som helst, og du føler stadig, det kommer fra hjertet«.
Og så var der missionen: Målet om at lave en flot filmet komedie. Lykkedes det, ifølge fotografen selv?
»Jeg kunne mærke fra start, at Chris Rock gerne ville have noget, der så realistisk ud, som var lyssat naturligt. Han ville gerne have et dokumentarisk feel, lidt som i ’Louie’, og jeg gik efter en håndholdt stil, noget virkelighedsnært, der giver frirum til karaktererne. Og det lykkedes da i hvert fald et stykke hen af vejen«.
Da jeg først spurgte dig i efteråret, om du ville snakke om filmen, ville du helst lige vente lidt. Var du i tvivl, om den blev noget værd?
»Jeg tror, alle havde den tvivl, også Chris Rock. Sikkert også, fordi Rudin er sindssygt ambitiøs, og det giver en stemning, hvor man tænker: ’Er det godt nok?’ Det var svært for Chris, fordi man som standupper ikke kan give andre end sig selv skylden for en dårlig aften. Og her er han omringet af en masse mennesker, der har en mening om det, han laver«.
»Vi var ikke i tvivl om, at der er sindssygt sjove øjeblikke, men hvor god buen og den mere dramatiske side af filmen blev, var vi usikre på. Jeg synes selv, det er en skøn film, fordi man er i så godt selskab med Chris Rock og Rosario Dawson, at man snildt lever med de løse ender. Man er simpelthen i godt selskab i halvanden time«.
Fem flot filmede komedier(-ish) ifølge Manuel Claro
1. ’Annie Hall’ (Woody Allen)
»Den er filmet med en præcision, så man kan mærke, at der bag hvert eneste billede er en fortællelyst, som gør filmen knivskarp. Man dyrker virkelig øjeblikkene på en måde, som føles meget virkelige. Det er en fotografering fuld af fortællelyst og legesyge. Hver eneste sekvens er filmet på forskellige måder«.
2. ’Punch Drunk Love’ (P.T. Anderson)
»At man kan lave komediekunstfilm, der er så skæv, så mærkelig, så hjerteskærende… det er virkelig imponerende«.
3. ’Louie’ (Louis C.K.)
»Det er noget med den enkelhed, som hver enkelt scene er løst med. Man kan mærke, at der er taget beslutninger. Man klipper sig ikke til jokene, man tager visuelle valg og lader pauserne stå – man dyrker det akavade, det pinlige. Det er ikke nødvendigvis smukt, men enkelt og præcist og super inspirerende. Med teknologien i dag er det ikke så svært at lave ting, der er flotte. Du kan grade dig til meget, og du kan for billige penge lave sanselige billeder. Jeg oplever en overdosis af skønhed, lækkerhed, så nu synes jeg, det er meget mere interessant, når du afstår fra en masse ting, gør det mere nøgent. Det er ’Louie’ god til«.
4. ’Margot at the Wedding’ (Noah Baumbach)
»Den er helt fantastisk fotograferet, og i kombination med scenografi, foto, kostumer og hår er det vildt. At tage en film, som foregår i en lille nusset familie, der fedter rundt med hinanden, og så gøre det sanseligt og flot, det er imponerende. Det er Harry Savidis, der har fotograferet, og som desværre døde forrige år. Han er min største helt, og ’Margot at the Wedding’ er hans flotteste film«.
5. ’Nymphomaniac’ (Lars von Trier)
»Jeg er meget stolt af den film. Det er jo ikke en komedie, men det er overraskende, hvor sjov den er – der tog den virkelig røven på mig. I fotograferingen prøvede jeg at følge det princip, jeg talte om før, nemlig at afstå fra lækkerheden og gøre det enkelt«.
Læs også: Se ’Top Five’ med CPH PIX og Soundvenue i aften 21.30