Den nye Bond-film, ’Spectre’, er fortsat omgærdet af mystik, men tågen lettes en anelse i et nyt tv-spot, der blev vist i forbindelse med de aktuelle NBA-finaler i basketball.
Første halvdel af traileren byder på velkendt materiale med Christoph Waltz’ superskurk Franz Oberhauser hvislende i skyggerne, men anden halvdel giver los for den eksplosive action i form af spritnye smugkig på filmens halsbrækkende højdepunkter – blandt andet en biljagt gennem Roms gader og et umiskendeligt Bond’sk set piece i de østrigske alper.
’Skyfall’-instruktøren Sam Mendes har igen svunget taktstokken, mens Daniel Craig vender tilbage som 007 – denne gang med Monica Belucci og Léa Seydoux (‘Adéles liv’) som kvindelige modstykker (de optræder begge i den nye teaser).
’Spectre’ får dansk biografpremiere den 6. november.
Læs også: Første kig på James Bond-filmen ‘Spectre’ med hårdt medtaget Jesper Christiansen
Læs også: Christoph Waltz – fra schlagersanger og Der Humpink til übercool Tarantino-favorit