‘A Girl Walks Home Alone at Night’
Det er ikke hver dag, man ser en iransk, sort-hvid, feministisk vampyrwesternromance, så alene af den grund er Ana Lily Amirpours Sundance-hit et kig værd. En anden grund er, at den iranskamerikanske spillefilmdebutant med et usædvanligt genremiks og lån fra blandt andet Sergio Leone, Jim Jarmusch og Frank Miller finder sin helt egen originale stil, der er det rene guf for øjet.
Vi befinder os i en fiktiv, øde industriby ved navn Bad City, en slags blanding af David Lynch-americana og det dystre monokrone ’Sin City’-univers, men i en iransk udgave, hvor alle taler farsi.
Arash (Arash Marandi), en James Dean-lignende hjerteknusertype i hvid t-shirt og læderjakke, har en syg far med gambling- og stofproblemer. Farens gæld får heroindealer, pimp og superskurk Saeed (Dominic Rains) til at tage Arashs vintagebil, som han ellers har arbejdet 2.191 dage for at tjene penge til.
Imens svæver en mystisk, spøgelsesagtigt umælende ung kvinde (Sheila Vand) iført chador og goth-læbestift rundt i gaderne og observerer menneskene i natten. Hun tager blodig hævn over mænd, der behandler kvinder dårligt, og arbejder også præventivt ved at skræmme en lille dreng fra vid og sans til ikke at blive en slem dreng – og stjæle hans skateboard. De sort-hvide tableauer med ekspressionistiske skygger, hvor hævnerpigen glider ned ad de øde gader på skateboardet med chadoren flyvende i vinden som en superheltekappe, er blandt filmens mest mindeværdige.
Et andet højdepunkt er mødet mellem pigen og Arash, hvor filmen pludselig forvandles til en hipster-romcom med dansesekvenser til electropop, der er som taget ud af en Sofia Coppola-film. Som vi ved fra ’Lad den rette komme ind’, kan livet som vampyr være ensomt, og her holder vores heltinde hugtænderne inde, da hun møder den renhjertede fyr, der ironisk nok er klædt ud som Dracula. Selv lægger hun eyeliner som 80’er-Madonna og lytter til Lionel Richies ’Hello’. »Triste sange rammer plet«, kommenterer Arash. Soundtracket er en blanding af Morricone-inspireret westernmusik, iransk pop, euro-electropop og indierock.
’A Girl Walks Home Alone at Night’ fokuserer på stil og stemning frem for plot. Den bruger lovlig lang tid på at fortælle sin forholdsvist banale historie, men den er skæg og prisværdig i sin omvæltning af kønsmagtbalancen og sin feministiske kritik af den iranske kvindeundertrykkelse.
Pigen, der går hjem alene om aftenen, er ikke et offer, men en handlekraftig ensom hævner, der i bedste spagettiwesternstil køligt vurderer sin modstander og slår til, når det gælder. Og bagefter tjekker hans cd-samling.
Kom med til Soundvenue Forpremiere på ‘A Girl Walks Home Alone at Night’ på tirsdag.
Kort sagt:
Stortalentet Ana Lily Aminpour imponerer med sin originale og visuelt betagende debutfilm, der blander western, horror, neo-noir og romantik i historien om en ung vampyrkvinde, der tager hævn over mænd med dårlig opførsel i en iransk spøgelsesby.