HBO-direktør forsvarer ‘True Detective’ sæson 2

HBO-direktør forsvarer ‘True Detective’ sæson 2

Hvor er Rust og Marty, når man virkelig har brug for dem?

Anden sæson af HBO’s kalejdoskopiske krimiserie ‘True Detective’ er blevet mødt med kritik fra både anmeldere og fans, som har dadlet seriens uvedkommende karakterer, dramaturgisk hovedløse plot og ikke mindst den overraskende disharmoniske dialog, der, tyk på floskler og klæge metaforer, ligger tungt i munden på særligt stakkels Vince Vaughn og Rachel McAdams.

Sæsonens indtil videre seks afsnit er sålunde landet et godt niveau under serieskaber Nick Pizzolattos første servering af ‘True Detective’ som genrebrydende popkulturel tv-basker med Matthew McConaughey og Woody Harrelson i prisvindede glansroller.

Men nu forsvarer HBO’s amerikanske direktør sæson to – og bekræfter, at HBO er klar til sæson tre.

»Jeg tror, man bliver nødt til at se hele sæsonen. Dens slutning er præcis lige så tilfredsstillende som nogen serie, vi før har lavet … Hvis Nick (Pizzolatto, red.) vil lave en sæson mere, så har jeg sagt til ham, at vores dør er åben,« udtalte direktør Michael Lombardo i går til pressen.

‘True Detective’ sæson 2 har altså to episoder tilbage til at tage publikum med storm, og potentielt vende skuden.

En interessant, om end noget fantasifuld teori på nettet har spekuleret i, om Pizzolattos to meget forskellige sæsoner mon alligevel skulle være fortællermæssigt forbundne, og om en tredje sæson i så fald vil samle trådene frem mod afsløringen af en landsdækkende kriminel organisation med tråde til den politiske top.

‘True Detective’ sæson et og to streamer nu på HBO Nordic.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af