Rygterne havde svirret længe, inden Nicolas Cage for en uge siden endelig selv sagde det: Han er hovedrolle i den næste sæson af den succesfulde HBO Max-antologiserie ‘True Detective’.
Nu bekræfter også HBO denne beslutning på deres sociale medier, hvor de også afslører sæsonens anden hovedrolle, nemlig selveste Antonio Banderas. Der er stadig udmeldt så lidt om sæsonen, at vi ikke ved, om de to er venner, fjender, partnere eller noget helt fjerde.
Vi ved dog, at Cages rolle hedder Henry Logan, og at Banderas’ rolle hedder Rai Garcia. Det skriver Consequence. Vi ved også, at sæsonen foregår i Jamaica Bay, New York, hvor produktionen vil gå i gang i 2027.
Sæsonen vil – ligesom sæson 4, hvor Jodie Foster havde hovedrollen – have instruktør og manusforfatter Issa Lopéz ved roret.
Det bliver Nicolas Cages kun anden seriehovedrolle nogensinde. Den første fik vi i år, da han spillede hovedrollen i ‘Spiderverse’-spinoffet ‘Spider-Noir’. Banderas har lidt flere serieroller på samvittigheden – han har spillet Benito Mussolini i miniserien ‘Benito’, og i anden sæson af antologiserien ‘Genius’ portrætterede han Pablo Picasso.
Soundvenues anmelder Mikkel Medom var ikke begejstret for seneste sæson ‘True Detective’, der bar undertitlen ‘Night Country’ og fungerede som et slags reboot for hele franchisen. Han kvitterede med to stjerner og kaldte sæsonen »original på papiret, banal i sit håndværk og kedelig i længden«.
https://x.com/hbomax/status/2111178798658175301?ref_src=twsrc%5Etfw%7Ctwcamp%5Etweetembed%7Ctwterm%5E2111178798658175301%7Ctwgr%5E5b5b477a924334a42799ef0271c5411f971bef70%7Ctwcon%5Es1_&ref_url=https%3A%2F%2Fconsequence.net%2F2026%2F10%2Ftrue-detective-season-5-antonio-banderas%2F
