‘True Detective: Night Country’: Reboot af HBO’s krimiperle bruger et af de dovneste virkemidler overhovedet
Det lykkedes aldrig for skaberen af ’True Detective’, Nic Pizzolatto, at genindfange lynet i flasken.
Den første sæsons genialitet kunne ikke reproduceres, og efter to forsøg er Pizzolatto nu trådt i baggrunden og har overladt ansvaret til den mexicanske instruktør Issa López med sæson 4-rebootet ’Night Country’. Hvilket på papiret virker som en god idé. Nyt blod og et andet perspektiv.
Det virker også som en god idé at ændre setting og placere historien i Alaska, under polarnattens konstante mørke, som et perfekt underlæg til ’True Detective’s dystre tematik. For anskuet ovenfra træffer den nye sæson alle de rigtige beslutninger. Også hvad angår castingen af Jodie Foster og John Hawkes plus en stor satsning i form af den professionelle bokser turned actor Kali Reis, der alle gør et hæderligt arbejde i kampen mod et overdesignet manus, der vil for meget og kan for lidt.
Hvis man, som jeg, har glædet sig til ‘True Detective: Night Country’ og ikke ønsker håbet om genrejsningen neddroslet af en kynisk anmeldelse, så er der heldigvis masser af lovprisning at finde hos de internationale medier, der svælger i overskrifter såsom »True Detective genfinder formen« og »bedste sæson siden etteren«.
Vil du forblive i den illusion, så læs dem, før du trykker play. Når du er færdig, kan du eventuelt læse videre her:
’Night Country’ begynder fint. Jodie Fosters livstrætte politichef, Liz Danvers, bliver hidkaldt til en privatfinansieret forskningsbase, hvor alle æggehovederne tilsyneladende er pist forsvundne, for senere at blive fundet af et spøgelse (jeg forklarer senere), nøgne og sammenfrosne som en oswalt-is af smerteskrig og dødskramper. Imens isen smelter, åbenbares de utallige mysterier:
Danvers’ forbindelse til Kali Reis’ hårdkogte, men empatiske Detective Navarro, det nuværende mordmysteries forbindelse til et gammelt mordmysterie og en masse andre forbindelser, der med tiden sammenkobles på papiret, men aldrig fungerer som en organisk helhed.
Så snart konceptet har fæstnet sig, bliver det tydeligt, at alt andet mangler. Dialogen er tam, og karakterernes baggrundshistorier føles presset ind i følelseskalkunen som patologisk traumesalve most igennem en køkkenpipette. Hvor meget gråd og tænders gnidsel kan man skrabe ind i fugerne på et murværk, der i forvejen truer med at krakelere under tyngden af sin egen selvhøjtidelighed?
Serien snegler sig afsted. Prøv at gøre øvelsen derhjemme: Hver gang du har set et afsnit, skriv da ned, hvad der skete: Jodie Foster kører bil. Navarros søster får et sammenbrud. John Hawkes’ karakter er urimelig. Nogen ser et spøgelse.
Vi kommer ikke uden om dem, spøgelserne. ’Night Countrys’ fantasmagoriske opjustering er nok største afstikker fra ’True Detective’-seriens foregående sæsoner, som aldrig har haft nogen reel sammenhæng andet end ambitionen om at ville være lige så god som den første.
Det, der blandt andet gjorde den første sæson så eminent, var dens evne til at etablere fornemmelsen af et allestedsnærværende ubehag, der kendetegner den sværeste genre for et visuelt medie overhovedet: Kosmisk horror. Der var noget klægt og unheimlich over de varmedirrende sydstats-moser, der satte sig helt ind i knoglemarven, forplantede sig i psykossfæren og degenererede et helt samfund.
Den umulige genrebetegnelses populære ophav stammer fra H.P. Lovecrafts noveller, hvor ondskaben sjældent har en decideret form, men eksisterer netop som et fravær af form. Et uendeligt mørke, vi kan reducere til arketyper og grufulde silhuetter, men som i virkeligheden fremstår rædselsvækkende, fordi det aldrig står frem i virkeligheden.
Så hvordan gør man det med lyd og billede? Man underfortæller uhyggen og lader den fæstne sig som en feberagtig stemning.
En af de mest rædselsvækkende scener i første sæson er, da Marty Hart (Woody Harrelson) åbner døren til sine døtres værelser og ser, at de har arrangeret dukkerne i samme rituelle konstellation, som man først ser flere afsnit senere i en af seriens mest hårrejsende episoder. Samme konstellation af figurer, som Rust Cohle (Matthew McConaughey) snitter ud af tomme aluminiumsdåser under politi-afhøringen.
Et simpelt, men potent virkemiddel, der skaber en fornemmelse af, at ondskaben allerede altid er der – i os alle – som en fælles gennemrislende betændelse.
’Night Country’ sigter åbenlyst også efter at simulere første sæsons uindfangelige uhygge – blandt andet i åbningsscenen, hvor en masse elge hopper ud over en klippeskrænt i et anfald af spontan selvmordslyst. Uforklarligheden bag den menneskelige oswald-is danner også en vis grundstemning, der dog snart bliver spoleret af en konstant brug af det mest dovne og mindst uhyggelige virkemiddel overhovedet: Bussebøhmands-uhyggen, hvor hvidsminkede gespenster dukker op i baggrunden eller peger og skriger og – en enkelt gang – gemmer sig i en vaskemaskine.
Efter to årtier med kapitalistisk Hollywood-rovdrift på bussebøhmands-uhyggen, (’It’, ’Insidious’, ’The Nun’, ’The Badabook’ osv.) fremstår fremstillingen af ’Night Countrys’ spirituelle overnaturlighed desværre omtrent så opsigtsvækkende som en tør prut i en orkan.
’Night Country’ vil meget, men kan for lidt. Foruden et styrende kvindeligt cast, der gør op med krimigenrens (særligt ’True Detective’s) maskuline drivkraft, vil serien drage store konceptuelle linjer a la:
Vold på kvinder = vold mod naturen, kampen imellem at ville styre, kontrollere og omskabe i kontrast til at hengive sig til natur og skæbne, godt garneret med politiske perspektiveringer til klimakamp over for kapitalisme, utilitarisme overfor idealisme, racisme, kapitalistisk sen-imperialisme og andre ismer + grundvandsforurening.
Det er alt sammen fint og sympatisk, men det er ligegyldigt, hvis håndværket halter, og originaliteten udebliver. Enhver historie kan indeholde alle disse forhold og være en god historie eller en dårlig historie. ’True Detective: Night Country’ er desværre en dårlig historie.
Kort sagt:
’True Detective ’Night Country’ er original på papiret, banal i sit håndværk og kedelig i længden.
Anmeldt på baggrund af hele serien.