‘Halt and Catch Fire’ sæson 2

‘Halt and Catch Fire’ sæson 2

Halt and Catch Fire er en maskinkodekommando helt tilbage fra computerens spæde barndom. Når HCF eksekveres, stopper computerens CPU med at fungere. Den går – altså, metaforisk – op i flammer.

Det er en perfekt titel til en tv-serie om en lille gruppe visionære drømmere og egoistiske megalomaner, der konstant balancerer på afgrunden i deres kompromisløse stræben efter at skabe noget storslået. Vi befinder os midt i pc’ens brydningstid. Året er 1983. Det er en tid, hvor computere stadig er mytiske fremmedlegemer, hvor Apple II bliver vist frem for et par håndfulde heldige nørder på et hotelværelse, og hvor ingen aner, hvad det er for en grå boks med påskriften ’Nintendo’, som én eller andens onkel har med hjem fra Japan.

I centrum for fortællingen står firkløveret Joe, Cameron, Gordon og Donna. Joe er den mystiske outsider, en djævel i et jakkesæt, der kan sælge sand i Sahara. Cameron er det unge, antiautoritære og demonstrativt ikke-pigede programmørgeni. Gordon er den tøvende, støvede hardwareekspert, der tidligere har brændt sig på visionernes bål. Og Donna er hans opofrende, forstående hustru.

Men kun i de første afsnit. For ’Halt and Catch Fire’ formår som få serier at udvikle og afsløre nye sider af sine karakterer uden at gå på kompromis med troværdigheden.

Første sæson følger firkløverets arbejde med at udvikle og få deres pc, The Giant, på markedet. Anden sæson springer to år. De fire hovedkarakter er spredt for alle vinde, men det varer naturligvis ikke længe, før nye visioner bringer dem sammen med utrolige nybrud og personlige katastrofer som resultat.

Plottet er drivkraft, men samtidig kun sekundært. Selve afbildningen af the computer scene i 80’erne sidder lige i øjet med et tungt, elektronisk soundtrack og skulderpuder i alt for store jakkesæt. ’Halt and Catch Fire’ sveder kilobytes og skider 1-taller og 0’ere. Det er en eksotisk tidslomme, hvor man er spændt på plotudviklingerne: Går vores helte over i historiebøgerne som digitale pionerer, eller bliver de blot en fodnote?

Samtidig er det kun en sexet grafisk brugerflade. Først og fremmest handler AMC’s sleeper hit nemlig om relationer. Om mennesker. Det er gennem Joe, Cameron, Gordon og Donnas forsøg på at skrive en ny, digital verden af bits og bytes, at vi får et nyt indblik i vores egen verden, vores egen menneskelige natur. Som Joe siger: »Computers aren’t the thing. They’re the thing that gets us to the thing«.


Kort sagt:
’Halt and Catch Fire’ er den bedste serie, som (næsten) ingen har hørt om. En fantastisk periode- og menneskeskildring af en gruppe ihærdige pionerers forsøg på at skabe the next big thing i 80’ernes it-branche. Første sæson er god. Anden sæson er fænomenal.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

Tv-serie. Hovedforfatter: Christopher Cantwell, Christopher C. Rogers . Medvirkende: Lee Pace, Scoot McNairy, Mackenzie Davis, Kerry Bishé, Toby Huss . Spilletid: 10 afsnit á 45 min. . Premiere: Kan ses på CMore
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af