‘Pitch Perfect 2’

Sommerens biografudbud er som sædvanligt domineret af franchises om (hovedsageligt) mænd, der slår til Søren: ’Jurassic World’, ’Terminator’, ’Mission: Impossible’, ’Ant-Man’, ’Avengers’, ’Fantastic Four’ – og de fredeligere ‘Minions’.

Melissa McCarthy i ’Spy’ og Charlize Theron i ’Mad Max: Fury Road’ har været herlige kvindelige modstykker til den traditionelle actionhelt, men for os, der interesserer sig for andet end hæsblæsende action, synes de danske premierer på Pixars ’Inside Out’ om en 11-årig piges følelsesliv og den romantiske komedie ’Trainwreck’ med Amy Schumer stadig utroligt langt væk.

Men vent – der er endnu en blockbuster-sequel i biffen. Dags datos syvende mest indbringende film i USA i 2015 indeholder hverken biljagter, superhelte eller dinosaurer. Det er derimod en ungdomsfilm om en gruppe nørdede college-piger med en passion for sang og med et budskab om at holde sammen, tro på sig selv og finde sin egen stemme. Man får lyst til at klappe kraftigt i hænderne.

Desværre lever udførelsen i ’Pitch Perfect 2’ ikke helt op sin forgænger fra 2012, der hittede overraskende stort med sin charmerende, om end lidt letbenede historie om en gruppe utilpassede kvindelige college-studerende, som finder sammenhold og kunstnerisk udfoldelse i a capella-sanggruppen Barden Bella.

I opfølgeren er Beca (Anna Kendrick), Fat Amy (Rebel Wilson), Chloe (Brittany Snow) og resten af Bellaerne tilbage i spotlyset. De ryger dog hurtigt ud igen, da en katastrofal optræden diskvalificerer gruppen til mesterskaberne. Eneste chance for at blive lukket ind i det gode a capella-selskab igen er at vinde verdensmesterskabet i København (repræsenteret af en enkelt kulisse af Nyhavn). For at nå så vidt skal de dog først slå den frygtindgydende tyske supergruppe Das Sound Machine – og overkomme deres egen selvforstærkende frygt for at fejle.

Samtidig ligger fremtiden efter universitetet og lurer. Chloe har dumpet russisk litteratur tre gange for at blive i sanggruppen – hvilket delvist forklarer, hvorfor den ellers sprudlende 29-årige Brittany Snow skal forestille stadig at gå på college. Og hvorfor vi aldrig ser nogen af pigerne gå til undervisning… Ikke et ondt ord om de skønne skuespillerinder, men kun Hailee Steinfeld, der rent faktisk er 18 år, virker troværdig som college-elev og bringer naiv charme til gruppens nye overbegejstrede medlem, Emily.

Mutte Beca lærte i den første film at åbne sig for andre mennesker – Bellaerne og radio-kollegaen, der blev hendes kæreste. Her i toeren forfølger hun sin drøm om at blive musikproducer via en praktikplads i et pladestudie. Den sidehistorie får dog alt for meget plads – især fordi alle jokesene om studiets lede chef falder tungt til jorden, men også fordi Beca i sig selv ikke er en særligt spændende karakter.

Enkeltvis er alle karaktererne faktisk ret endimensionelle, og de står hver især for den samme ene vittighed filmen igennem: Den lesbiske pige flirter med de andre, den promiskuøse pige tilbyder sin krop til hvem som helst, ingen kan høre, hvad den asiatiske pige siger, og den sydamerikanske pige fortæller hele tiden om, hvor fattig hun var som barn. Især de jokes, der kører på etniske stereotyper, skurrer i ørerne. Og selvom Rebel Wilson er vanvittig sjov som Fat Amy, trækker hun her i toeren lidt for meget af læsset i forhold til fede- og kropsvæskejokes.

Man kunne også protestere over tyskerjokesene med den velsmurte rivalgruppe Das Sound Machine – a capella-verdenens svar på Rammstein – men især Birgitte Hjort Sørensen, som spiller gruppens leder, er uimodståelig som nedladende überskurk med perfekt udseende.

Filmen spyer i det hele taget vittigheder ud i en sådan fart, at man ikke har tid til at hænge sig for meget i, at nogle er klodsede. Humøret er højt, og man er i godt selskab. Det gælder især, når hele gruppen er samlet, og pigerne holder pyjamas-party, er på teambuilding-kursus og ikke mindst, når de øver og optræder. Musiknumrene er virkelig velkomponerede, og et af filmens højdepunkter er en fantastisk riff-off med gæstestjerner, der ikke skal afsløres her. Jeg tror, at alle, der ikke får bare en lille smule lyst til at starte til kor, lyver over for sig selv.

Den positive dynamik mellem pigerne er filmens force. Selvom de har konflikter – om sangvalg, engagement i gruppen osv. Og gudskelov ikke om kærester og den slags – er de grundlæggende tolerante over for hinandens skævheder og vil hinanden det bedste. Det kan virke banalt, men hvor er det skønt at se en film om unge kvinder, der dyrker deres lidenskab og finder styrke i hinanden.

---

Kort sagt:
A capella-sangnørderne fra Barden Bella er stadig charmerende, men trods filmens søde budskab om kvindeligt sammenhold og at finde sin egen stemme ender den som et tyndt opkog på etteren. Uengagerende sidehistorier og pinlige etniske jokes falder til jorden – til gengæld er Birgitte Hjort Sørensen über-ond som tysk rival.