Ecstasystøv, metalliske robotbeats og smukke unge parisere i ubekymret rave.
Det er svært ikke at blive gejlet op til fest, når man ser Mia Hansen-Løves hypede ’Eden’ om den buldrende franske house-scene i 90’erne. Vi følger Paul, der er venner med Daft Punk og selv danner dj-duoen Cheers med sin gode ven. Første halvdel af filmen er en energisk hyldest til musikken og det frigjorte liv – tilsat et af årets mest uimodståelige soundtracks – men mens Thomas og Guy-Manuel bliver verdensstjerner under Daft Punk-fanen, går det knap så godt for Paul i det lange løb.
Han kører fast i en rille af kokain og forliste forhold (ét af dem med indie-stjernen Greta Gerwig), og efterhånden må han tage sit liv op til revision.
Nu kan du se ’Eden’ før alle andre, når vi inviterer til forpremiere i Grand Teatret onsdag den 9. september kl. 19. For enhver med hang til house er ’Eden’ et must, men med sin fortælling om rodløs ungdom er den også stærkt seværdig for alle andre. Den får da også hele fem stjerner med på vejen af vores anmelder Sofie Lykke Stenstrop, som kalder den »eminent« og skriver:
»Scenen, hvor Paul hører ‘Within’ – det tætteste Daft Punk kommer på en ballade, og som ved et kosmisk sammentræf blev udgivet, mens Hansen-Løve stadig skrev manus – er intet mindre end et cinematisk mirakel«.
Historien om Paul er baseret på instruktørens egen bror, der selv var en lovende dj i 90’erne. Måske er det derfor, filmen virker så troværdig – eller som Sofie Lykke Stenstrop skriver:
»Man mindes alle de gange, man selv har følt, at musikken kendte én bedre, end man selv gjorde«.
Køb billet HER.
Soundvenue Forpremiere
Grand Teatret
9. september, kl. 19.00