Selvom blandingen af gys og komedie kan lyde selvmodsigende, har den før vist sig yderst succesfuld – blandt andet med Edgar Wright sorthumoristiske zombie-parodi ’Shaun of the Dead’, den oversete hillbilly-pastiche ’Tucker & Dale vs Evil’ og metafilmen ‘The Cabin in the Woods’.
Nu forsøger gyser-komedien ’The Final Girls’ at gøre dem kunsten efter, og at dømme ud fra den første, farverige og energiske trailer kan der her sagtens være tale om endnu et succesfyldt genremashup.
’The Final Girls’ handler om en gruppe unge mennesker, der på mystisk vis bliver fanget i en fiktiv gyserfilm fra 80’erne. Her må gruppen indordne sig efter gyser-genrens spilleregler, der blandt andet dikterer klichéfyldte replikker, hormonblussende seksualitet og en hætteklædt seriemorders tørst efter ungt kød.
Filmen – der blandt andet har Thomas Middleditch fra ’Silicon Valley’ på rollelisten – er tydeligvis en smækkyssende kærlighedserkæring til gyserfilmenes undergenre af såkaldte teen slashers, der befolkes af unge, letpåklædte piger og muskuløse drenge, og som sjældent belønner dumdristige beslutninger med andet end en koldblodig henrettelse.
’The Final Girls’ er instruktøren Todd Strauss-Schulsons første film siden fuldblodskomedien ’A Very Harold and Kumar 3D-Christmas’ og forventes at få amerikansk biografpremiere i oktober. En dansk premieredato lader dog stadig vente på sig.