‘Dope’
Nørd eller gangster? Selvbevidst straight A-student på vej til Harvard eller sort ghettoknægt uden fremtid?
Gymnasieeleven Malcolm (overbevisende spillet af det nye talent Shameik Moore) placerer umiddelbart sig selv i den første kategori, men finder i løbet af Rick Famuyiwas charmerende ’Dope’ ud af, at livet ikke er så sort-hvidt, og at det er ok at være en sammensat person.
Malcolm har skrevet sit ansøgningsessay til Harvard om Ice Cube-sangen ’It Was A Good Day’, hvilket han mener er et tegn på originalitet.
Hans rektor mener derimod, at det er useriøst, og opfordrer ham til at skrive om noget personligt. Det giver altid pote at skrive om sin enlige mor, svigtende far og livet i slumkvarteret ’The Bottoms’ i Inglewood, Californien.
Men Malcolm gider ikke være den stakkels sorte dreng. Han og vennerne Diggy (Clemons) og Jib (Revolori) identificerer sig selv som ressourcestærke nørder, der får tæv i skolegården, fordi de kan lide ting, hvide mennesker kan lide. Som 90’er-hiphop, TV on the Radio, tegneserier, BMX-cykler og at gå på universitetet.
De tre venner bliver dog hevet ud af deres nørdede hverdagsboble, da Malcolm ved en tilfældighed falder i snak med narkohandleren Dom (ASAP Rocky) og får inviteret sig selv til dennes fødselsdagsfest. Klubben bliver dog pludselig stormet af politiet – og næste dag finder Malcolm ud af, at Dom har placeret en stor mængde stoffer i hans rygsæk.
Herfra går handlingen over stok og sten med diverse skøre, sjove og indimellem unødvendige spiraler, som blandt andet involverer en køretur med en skæv gangsterdatter, der går viral, da hun tisser på åben gade, en skudduel på en burgerrestaurant, en (lidt for) fed optræden fra trioens punkband og en bitcoin-narkoforretning, som de tre venner kører fra skolens kemilaboratorium.
Der er også en romance mellem Malcolm og Doms dragende indimellem-kæreste Nakia (Kravitz), en cykeljagt gennem byen, en nervepirrende SAT-test og en del metaforiske diskussioner med narkohandlere om ’frokost’ og utilfredse Amazon-kunder.
Det er lidt for meget fyld i én film, og filmens gode energi falder indimellem, når den kører for langt ud ad en tangent. Samtidig er der noget charmerende ved fortælleglæden og overskuddet af idéer. Stilmæssigt er ‘Dope’ også frisk at se på. Alle tricks bliver brugt – split-screen, freeze frame, ironisk fortæller, et super groovy soundtrack af Pharrell Williams og MTV-agtige musikvideosekvenser. Jeg var godt underholdt hele vejen, dog uden at rulle rundt på gulvet af grin. Vittighederne har dog et højt intelligensniveau.
‘Dope’ er heller ikke bange for at bruge humoren til at tage racepolitiske diskussioner og udstille klicheer. Som da skolens sikkerhedsvagter lader nørderne vade gennem kontrollen med tasken fuld af stoffer, fordi de får gode karakterer – samtidig med at ingen for alvor tror på, at en sort elev fra Inglewood har en chance for at komme ind på Harvard. Slutningen skærer dog budskabet lovlig meget ud i pap. De tre søde, intelligente, men også uheldige og nogle gange umoralske nørder har for længst overbevist os om, at man kan stikke alle racestereotypfordomme skråt op.
Kort sagt:
Highschool-krimikomedien ’Dope’ stikker i lidt for mange retninger, men er en energisk og charmerende fortælling om den unge nørd Malcolm, der pludselig lander i dårligt selskab og på vej ud af suppedasen gør op med sine egne og andres racefordomme.