Efter billetbaskerne ‘Kvinden i buret’ og ‘Fasandræberne’ er tiden nu snart kommet til ‘Flaskepost fra P’, der som den tredje filmatisering af Jussi Adler-Olsens succesfulde romanserie fortæller om politimanden Carl Mørck og makkeren Assads opklaring af aldrende og komplekse kriminalsager.
Den første teaser til filmen har nu ramt nettet, og selvom dens 50 sekunder under vand ikke afslører meget om handlingen, anslår den med sine fjerne børnegrin og en blodlækkende flaskepost alligevel en stemningsfuld tone af ubehag.
I ‘Flaskepost fra P’ vender Nikolaj Lie Kass tilbage i rollen som den forhutlede, men snusfornuftige Mørck, der efter fundet af en mystisk flaskepost genoptager sagen om et søskendepar, der sporløst forsvandt i 1990’erne.
I rollen som makkeren Assad ses endnu engang svenske Fares Fares, mens danske Mikkel Nørgaard, der stod bag de to første film, er skiftet ud med norske Hans Peter Moland (‘En ganske rar mand’) i instruktørstolen.
‘Flaskepost fra P’ har biografpremiere 3. marts.