‘We Are Your Friends’

‘We Are Your Friends’

Den charmerende smartass Cole (Zac Efron) og hans tre venner bor på den forkerte side af Hollywood Hills. Den side, som mest er kendt for pornoproduktion. De fire pretty boys drømmer om at finde lykken, allerhelst på den nemmest mulige måde. Og hvor svært kan det lige være i en verden, hvor folk bliver stinkerige af at designe apps, drive webshops eller blogge?

Coles drøm er at blive dj-stjerne. At være fyren bag et af de der hits, som river folk rundt på dansegulvet. En dag møder Cole sin store helt, den fallerede dj James Reed (Wes Bentley), som tager ham under sin vinge. James får den unge mand til at se sin passion som kunst og ikke bare en nem efterligning. Som hans forhold til James vokser, bliver Cole mere og mere forelsket i sin mentors yngre kæreste, Sophie (Emily Ratajkowski). Og pludselig står han i et klassisk dilemma: Karriere eller kærlighed?

’We Are Your Friends’ er instruktør Max Josephs spillefilmdebut, og der er ikke mange fingre at sætte på instruktionen. Filmens mange klubscener oser autentisk af sex, drugs og beats, og her kan man nærmest lugte sveddunsten i luften og føle den klamme, klæbende fornemmelse af spildte drinks under skosålerne. Også Max Josephs halvt animerede fortolkning af en drug-rus, hvor malerier flyder sammen med gæsterne i et kunstgalleri, virker flot efter hensigten.

Skuespillet fejler skam heller ikke noget. Zac Efrons portræt af den unge, naive Cole ligger lige til teenageidolets højreben. Filmen er, dybest set, en coming-of-age-fortælling om en dreng, der får sine værdier banket godt og grundigt på plads på den hårde måde. En dreng, der vokser fra sine pumpede overarme og overfladiske drømme og finder sin passion et dybere sted, end han måske selv troede, han rummede.

Moralen om, at lykke ikke er lykke, hvis den er trukket i en automat, er evigt holdbar, og Zac Efron vil formentlig, som sædvanligt, vinde mange teenagehjerter.

Desværre er plottet bare lige så forudsigeligt, som Cole og vennernes drømme er urealistiske. Historien savner vendepunkter, som kan hæfte seeren fast i biografsædet, for det kommer ikke bag på nogen, at James Reed beslutter sig for at hjælpe Cole, og det er absolut heller ikke nogen overraskelse, at Cole falder for Sophie.

Endelig er der musikken. Tidligere på året viste ’Whiplash’, hvor altoverskyggende og ødelæggende passionen for musik kan være. Samme dybder er ’We Are Your Friends’ ikke i nærheden af at nå.


Kort sagt:
Plottet mangler uforudsigelighed og dybde i ’We Are Your Friends’, som ellers både er godt spillet af Zac Efron, Wes Bentley og Emily Ratajkowski og fint fortolket af instruktør Max Joseph.

Spillefilm. Instruktion: Max Joseph. Medvirkende: Zac Efron, Wes Bentley, Emily Ratajkowski, Jon Bernthal. Spilletid: 96 min.. Premiere: Den 3. september
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af