Fra imorgen er skuespilstjernen Johnny Depp igen at finde på de danske biograflærreder i gangsterfilmen ‘Black Mass’, og i USA er hans både nuancerede og frygtindgydende portræt af virkelighedens forbryderkonge, James ‘Whitey’ Bulger, for længst blevet rygtet en plads blandt de kommende Oscar-kandidater.
Depp har tidligere været Oscar-nomineret for sine roller som beruset pirat i ‘Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse’ (2003), Peter Pan-forfatter i ‘Finding Neverland’ (2004) og syngende massemorder i ‘Sweeney Todd’ (2007), men i et interview med BBC kunne den 52-årige skuespiller fortælle, at det er mere end rigeligt.
»Jeg har ikke lyst til nogensinde at vinde sådan én«, sagde Depp om den eftertragtede Oscar-statuette.
»Jeg gider ikke at skulle snakke så meget. De har vist allerede nomineret mig to eller tre gange, og en nominering er rigeligt«.
‘Black Mass’ har dog ikke blot sat skuespilleren i forbindelse med en mulig Oscar-statuette, men også rygtet hans tilbagevenden til mere seriøse roller efter en årrække præget af farverige udklædninger og eventyrlig make-up i film som ‘Alice i Eventyrland’, ‘Dark Shadows’ og ‘The Lone Ranger’. Et gedigent comeback. Eller hvad?
»Et comeback fra hvad? De døde? Jeg har ikke gjort noget anderledes i denne film i forhold til nogen af mine andre«, sagde Depp.
‘Black Mass’, der altså kan ses i biografen fra imorgen, har blandt andre Joel Edgerton og Benedict Cumberbatch på rollelisten og er instrueret af amerikanske Scott Cooper (‘Crazy Heart’, ‘Out of the Furnace’).
Læs også: Fra geni til selvironi til comeback – Johnny Depps karriere i tre faser