Fra geni til selvparodi til comeback: Johnny Depps karriere i tre faser

Efter flere år med kritiske og kommercielle flop står Johnny Depp til at få et comeback med ’Black Mass’, der har premiere på torsdag. I den anledning dykker vi ned i skuespillerens op- og nedture.
Fra geni til selvparodi til comeback: Johnny Depps karriere i tre faser

Det er svært at tro, at den mand, der skjuler sig bag et panser af krigsmaling og stammeudsmykning i ’The Lone Ranger’ og tåger rundt som digitalt genfærd i sci-fi-selvmålet ’Transcendence’, engang blev udråbt til sin generations største skuespiltalent af selveste Marlon Brando. Men det er ikke længe siden, at ordene klingede anderledes rent.

Johnny Depp var en omvandrende garanti for astronomiske box office-afkast og gik fra triumf til triumf sammen med sin langvarige partner-in-crime, instruktøren Tim Burton. Han indløste rekordstore checks for sin rolle som Jack Sparrow i ’Pirates of the Caribbean’, hev Oscar-nomineringer i hus og jonglerede problemfrit med vidt forskellige genrer og karakterer.

Men pludselig knækkede kurven. De dårlige roller stod i kø, og Depps box office-magi forsvandt som dug for solen.

Med ’Black Mass’, der får dansk biografpremiere på torsdag, forsøger Depp at genfinde melodien som den iltre Boston-gangster, James ’Whitey’ Bulger, efter flere år i selvparodiens afgrund. Vi dykker ned i den enigmatiske skuespillers karriere – fra geni til selvparodi til muligt comeback.

Johnny Depp fear and loathing
Fase 1: Geni

Det er intet under, at Nicolas Cage så et lys i den 20-årige rockmusiker Johnny Depp og satte ham i forbindelse med en Hollywood-agent. Med sine markerede kindben, solbrune hud og sorte rockstjerne-hår var han som født til at optræde på det store lærred.

Depp fik et mindre gennembrud med sin rolle i 80’er-serien ’21 Jump Street’, men var angiveligt utilfreds med at lade sig reducere til teenidol. Som konsekvens valgte skuespilleren at gemme sit naturlige ydre væk under kostumer og make-up og relancere sig selv som plaget outsider i Tim Burtons rørende romance, ’Edward Saksehånd’. Som en kulørt pendant til The Cures Robert Smith kanaliserede Depp en dybtfølt sårbarhed under overfladen af excentricitet, der lod hans kærlighed til forstadspigen Kim (spillet af Depps senere partner, Winona Ryder) resonere dybt i hjertekulen på mangt en romantiker.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ligesom Burton havde Depp oplevet at være frosset ude og latterliggjort i sin spæde barndom, og de mørke minder lod ham ophøje såvel Edward Saksehånd som hans senere aparte figurer til andet og mere end farverige skitser.

Portrættet stod i skærende kontrast til Depps liv uden for lærredet, hvor hans forhold til Winona Ryder og modellen Kate Moss trak overskrifter i sladderbladene. Særligt det stormfulde forhold til Moss, der gik ud over adskillige hotelværelser, gødede Depps ry som en kompleks, uregerlig rebel. En slags moderne Brando. Og ligesom den legendariske method actor var han ikke bleg for at kaste sig ud på gyngende grund – i virkeligheden og på film.

Den ubekymrede tilgang til skuespilfaget tillod Depp at stille sin enorme alsidighed til skue. I ’Dead Man’ underspiller han sublimt som outlaw i Jim Jarmuschs sort-hvide ødeland. I ’Donnie Brasco’ lagde han afstand til den gotiske outsider med et modent, afbalanceret portræt af en undercover-betjent. Og i Terry Gilliams filmiske syretrip, ’Fear and Loathing in Las Vegas’, lader han vanviddet rase i portrættet af den gale og geniale gonzo-journalist Hunter S. Thompson (senere Depps nære ven).

Gif - fear and loathing
Men det var samarbejdet med Burton, der definerede Johnny Depp som skuespiller. I fabulerende fortællinger gjorde de kreative partnere oprør mod normaliteten, fra det varmt nostalgiske portræt af den cross-dressende amatørinstruktør ’Ed Wood’ til musicalen om den dæmoniske barber, ’Sweeney Todd’. I Depp fandt Burton den mandlige muse, der var i stand til at formidle hans menneskelige og kreative brydekampe, og skuespillerens enestående evne til at gestalte ’udskud’ med nuance- og idérigdom er en vægtig grund til, at han kan kalde flere af sine film for nyklassikere.

I 2003 overførte Depp det aparte overdrev til blockbusterfilmen med sin præstation som Jack Sparrow i ’Pirates of the Caribbean’, der indbragte ham en Oscar-nominering og katapulterede ham mod branchens øverste hylde. Men rollen som den drikfældige pirat var paradoksalt nok også et tidligt varsel om Depps forestående fald fra tinderne.

MAD HATTER
Fase 2: Selvparodi

Både i ’Pirates’-filmene og i Burtons ’Charlie og Chokoladefabrikken’ fra 2005 flirter skuespilleren med den form for overfladisk mærkværdighed, der har kendetegnet hans drastiske formnedgang. Depp har altid givet liv til sære karakterer på lærredet, men hvor han tidligere har holdt sig på sikker afstand af den florlette karikatur, er han i de seneste år faldet pladask i fælden.

Problemet er, at skuespilleren forsømmer at lade de bizarre tilbøjeligheder bidrage til afrundede portrætter af skæve eksistenser. Mærkværdigheden bliver et mål i sig selv. Tag den rødhårede hattemager fra Burtons ustyrligt enerverende ’Alice i Eventyrland’ eller stammekrigeren fra det oppustede megaflop ’The Lone Ranger’ – karakterer, hvis quirkiness irriterer, fordi de intet har at byde på under kludetæppet af absurde tics, parykker og kostumer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Udviklingen skyldes i høj grad, at Johnny Depp med ’Pirates of the Caribbean’ vendte ryggen til indie-filmen og lod sig lokke af Hollywoods store kontrakter. At hans hang til at skeje ud på lærredet ikke ændrede sig i processen, tvang ham i selvparodiens dyb, fordi de rekorddyre mainstreamfilm er mere optaget af tjubang og moneter end mangefacetterede karakterer. Meget kan man sige om Gore Verbinski (’Pirates of the Caribbean’, ‘The Lone Ranger’) og Rob Marshall (’Into the Woods’), men hvad angår karakterdrama har de mindre at byde på end Jim Jarmusch (’Dead Man’), Terry Gilliam (’Fear and Loathing in Las Vegas’) og Julian Schnabel (’Before Night Falls’).

Kun ’Sweeney Todd’, Tim Burtons seneste vellykkede film, formår at fange en flig af fordums magi, netop fordi det diabolske overdrev her forankres i et troværdigt, menneskeligt oprør. Barberen fra Fleet Street er kun dæmonisk, fordi man inden for eskapismens grænser tror på ham som besat hævner af kød og blod.

Det er svært at komme uden om, at Depps deroute delvist skyldes hans ukuelige loyalitet over for Burton, der mistede sin mojo for flere år siden. ’Alice i Eventyrland’ og ’Dark Shadows’ var fatale karrieretræk, der transformerede skuespillerens omdømme fra excentriker til selvparodi.

Men selv når Depp ikke svælger i det Burton’ske overdrev, fremstår han håbløst uengageret, ikke mindst i den fade kanalrundfart, ’The Tourist’. Komedien med Angelina Jolie i den kvindelige hovedrolle var så forhadt, at dens Golden Globe-nominering i kategorien ’Bedste musical eller komedie’ førte til beskyldninger om bestikkelse.

Bunden nåede skuespilleren imidlertid først med ’Transcendence’ fra 2014, hvor Nolans hoffotograf, Wally Pfister, lader ham sejle sin egen sø som afdød mastermind i digital form, og David Koepps caper-komedie ’Mortdecai’, hvor han laller rundt i et farveknaldet univers med afbleget hår, tykt moustache og afskyelig accent.

TRANSCENDENCE - GIF

 

Mortdecai - gif
Ikke blot er Depp på rekordtid blevet kritikernes yndlingsaversion, han har også mistet publikums gunst. ’Transcendence’ hev med hiv og sving sit budget på 100 mio. dollars hjem, ’The Rum Diary’, et desperat forsøg på at genfinde Hunter S. Thompson-magien fra ’Fear and Loathing’, indtjente kun halvdelen, mens ’The Lone Ranger’ nær havde bragt Disney-studiet i knæ.

Johnny Depp Black Mass
Fase 3: Comeback?

Spørgsmålet er om flere års frit fald får sin ende, når Depp i bleg, halvskaldet udgave inkarnerer gangsteren James ’Whitey’ Bulger, der hærgede Bostons gader i 70’erne og 80’erne. De internationale anmeldere har overdrysset skuespilleren med roser, og vores egen anmelder kalder præstationen »perfekt doseret og eksplosiv«.

Samtidig har ’Black Mass’ allerede indtjent sit budget på amerikansk grund og ligner derfor en tiltrængt box office-succes for Depp forud for de internationale premierer.

Oscar-buzzen er sågar begyndt at tage til, og melder Depp sig ind i kampen om den gyldne statuette for første gang siden 2008 (’Sweeney Todd’), kan symbolværdien bane vejen til en kunstnerisk renæssance. Til rigere roller og fornyet prestige.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lader man blikket glide over Depps kommende projekter, ringer alarmklokkerne dog. Ét er, at han for femte gang skal tylle rom og kapre skibe som Kaptajn Sparrow – noget andet er, at han igen lader Burton grave dybt i garderoben og udklæde ham til ukendelighed, når ’Alice Through the Looking Glass’, opfølgeren til ’Alice i Eventyrland’, får premiere i 2016.

At begge film uden tvivl bliver astronomiske kassesuccesser er en ringe trøst, når Depp lader talentet slumre bag pompøst overgearede facader.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af