Ny ‘Twin Peaks’ giver comeback til en af 90’ernes største stjerner

Der er kog på ‘Twin Peaks’-kedlerne i disse dage, hvor David Lynchs længe ventede opfølger til sin 90’er-kultserie er i rivende udvikling. Og nu er endnu en skuespiller, Jennifer Jason Leigh, føjet til rollelisten.

Den 53-årige skuespillerinde var et af Hollywoods hotteste navne, dengang den originale ‘Twin Peaks’ løb over skærmen og blev kendt for sine roller i film som ‘Last Exit to Brooklyn’, ‘Single White Female’, ungdomsnyklassikkeren ‘Fast Times at Ridgemont High’, Coen-brødrenes ‘The Hudsucker Proxy’ og Robert Altmans ‘Short Cuts’.

Siden er hun gledet lidt ud i periferien, men nu ser det ud til, at hun får et gevaldigt comeback. Ud over ‘Twin Peaks’ har Tarantino nemlig castet hende til sin kommende western, ‘The Hateful Eight’, hvor hun spiller den tilfangetagne og dødsdømte Daisy Domergue.

Jennifer Jason Leigh tilslutter sig et ‘Twin Peaks’-cast bestående af nye navne som blandt andre Robert Knepper (‘Prison Break’), Harry Dean Stanton (‘Paris, Texas’), Amanda Seyfried (‘Mamma Mia!’, ‘While We’re Young’) og Robert Forster (‘Jackie Brown’), mens der selvfølgelig også blevet plads til gengangere fra den oprindelse serie.

I denne kategori finder man blandt andre Ray Wise (Leland Palmer), Sherilyn Fenn (Audrey Horne) og selvfølgelig Kyle MacLachlan (den kaffeelskende agent Dale Cooper).

Den nye serie rammer tv-stuerne i enten 2016 eller 2017.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af