»Nu skal jeg ud at flyve«.
I den første, dragende trailer til dokumentarfilmen ’Born to Lose’ genkalder Lorenzo Woodrose, frontmanden i Spids Nøgenhat, sit første møde med bevidsthedsudvidelsen. Han lå på en briks hos tandlægen, høj på lattergas, og så Afrika i loftet. Tredive år senere falder han lyksaligt om på en mark under lyseblå himmel.
Netop de psykedeliske oplevelser er grundpillen i Spids Nøgenhats tilbageskuende syrerock, der nok er forankret i en svunden tid, men ikke desto mindre har vundet bred popularitet i de seneste år – noget, bandets pris som bedste live-navn til Danish Music Awards i høj grad vidnede om.
’Born to Lose’ skildrer Woodrose og bandmedlemmernes forsøg på at håndtere den pludselige berømmelse uden at give afkald på det kunstneriske særpræg. Og at nyde livet i fulde drag, selv om ungdommen kun er et minde.
‘Born to Lose’ vises fredag den 6. november på CPH:DOX, hvor Lorenzo Woodrose vil dukke op til en Q&A efter visningen. Filmen får landsdækkende biografpremiere den 2. december.