’99 Homes’
I en af ’99 Homes’ mest effektfulde scener banker politiet på døren hos en gammel mand i et villakvarter i Florida. Manden har ikke overholdt afbetalingerne på det hjem, han har beboet i årtier, og nu har banken overtaget ejendommen. Forvirret misser gamlingen mod ordensmagten, som beordrer ham at flytte prompte, mens vi i baggrunden glimter en stue fyldt med et livs minder.
»Har du et sted at tage hen? Måske kan vi ringe til Røde Kors?«, tilbyder den fremmødte ejendomsmægler vagt, mens den gamle ulykkeligt synker sammen på forhavens svedne græsplæne. Det er en scene, der gør ondt langt ind i hjertekulen, og hvis dokumentariske realisme illustrerer den største styrke i den anerkendte amerikanske instruktør Ramin Bahranis boligmarkeds-thriller.
Mægleren er den tidligere håndværker Dennis Nash (Andew Garfield), som få måneder forinden selv blev sat på gaden af den mand, han nu arbejder for: Ejendomshajen Rick Carver (Michael Shannon). Nash, hans søn og mor (Laura Dern) bor på et usselt motel, indtil Nash får tjent nok til at købe familiens hus tilbage, og lokket af hurtige penge er ynglingen blevet Carvers protege. »Du skal aldrig blive sentimental omkring et hus«, advarer Carver Nash, som da også i løbet af filmen må sande, at hjem er, hvor hjertet er, og ikke nødvendigvis mellem hverken barndomsvillaens vægge eller i drømmehuset med pool og marmorbeklædt forhal.
’99 Homes’ er et langt stykke hen ad vejen en uhyggeligt relevant film om finanskrisens sorte konsekvenser for den amerikanske middelklasse. Men Bahranis potente samfundsskildring af den amerikanske drøm på vrangen misprydes af stærkt karikerede hovedpersoner og en forudsigelig syndefaldsfortælling, der lader opportunisten Carver fremstå som djævlen i hvidt over for Nashs lille mand, overraskende ukarismatisk spillet af Andew Garfield med våde hundeøjne.
Alligevel sætter ’99 Homes’ sig i krop og sind. Selv ikke filmens mange dramaturgiske klicheer kan rykke ved den virkelige økonomiske tragedie, Bahrani tordner så indigneret imod.
Kort sagt:
Med stor sympati for den lille mand skildrer Ramin Bahrani USA’s boligkrise, hvor ejendomshajer skummer fløden i finanskrisens kølvand, mens familier uceremonielt sættes på gaden hver eneste dag. Emnet brænder af knugende potens, men ’99 Homes’ skæmmes af unødige klicheer og Andrew Garfields begrænsede spændvidde.