Han slog igennem i ‘Parks and Recreation’ og har adskillige succesrige standup-shows i bagagen. På fredag debuterer Aziz Ansari med sin helt egen Netflix-serie, ‘Master of None’.
Vi introducerer til den knuselskelige amerikanske komiker med klip, der indkapsler hans karriere og talent, og undervejs kommer vi både omkring Kanye West- og The Weekend-jokes, et frugtbart samarbejde med Seth Rogen og MTV-sketchshowet, der bragte ham frem.
1. Indie-røvhul: ’Human Giant’
I 2007 gjorde Aziz Ansari sig bemærket som en del af trekløveret bag sketchshowet ’Human Giant’, der fik to sæsoners levetid på MTV og var det første gennembrud for komikeren, der voksede op i South Carolina som søn af indiske forældre.
I klippet ovenfor ses Ansari som den skruppelløse marketingsmand Clell Tickle, der lever af at promovere indie-bands på de sociale medier, og som ingen midler skyer for at trumfe sit budskab igennem. Hør blot de absurde dødstrusler ved 2:05 i klippet og nyd, hvordan Ansari ubesværet og underspillet inkarnerer et vaskeægte røvhul.
Sketchens mockumentary-stil med håndholdt kameraføring og fiktive interviews slog desuden tonen an til komikerens helt store, brede gennembrud, der fandt sted to år senere – læs mere om det på næste side.
2. Tom Haverfords idérigdom: ‘Parks and Recreation’
Rollen som den opportunistiske, materialistiske og nuttede Tom Haverford i NBC’s knuselskelige sitcom ‘Parks and Recreation’ blev Aziz Ansaris rise to fame.
Det sammenklippede supercut ovenfor samler de bedste af Haverfords utallige gyldne slogans, produktidéer og diverse kreative slash himmelråbende dårlige påfund. Haverford besidder langt fra Clell Tickles kynisme, og tåbelighederne til trods får rollen en varm og elskværdig kant takket være Ansari.
Ligesom det var tilfældet med Nick Offerman, Chris Pratt og Aubrey Plaza gjorde ‘Parks and Recreation’ Ansari til en stjerne.
3. Kosmetiksælger: ‘Observe and Report’
Ansari stjal på ingen måde overskrifter for sin korte optræden i politikomedien ‘Observe and Report’, men hans rolle som kosmetiksælger i et butikscenter er ikke desto mindre en temperamentsfuld fornøjelse.
‘Observe and Report’ blev særligt kontroversiel på grund af en scene, hvor filmens mandlige hovedkarakter – en centervagt spillet af Seth Rogen – tvinger sin date til sex på en måde, der kan tolkes som voldtægt. Instruktøren Jody Hill og Seth Rogen røg i skudlinjen, mens Ansaris særskilte birolle naturligvis gik ram forbi.
Samarbejdet med Seth Rogen, der var på alle komedie-elskeres læber efter ‘Superbad’ og ‘Knocked Up’, bragte desuden Ansari med ombord på endnu en prominent Hollywood-komedie, der fik premiere samme år – se næste side.
4. Selvfed standupper: ‘Funny People’
Faktisk har Aziz Ansari blot lige knap to minutters screentime i Judd Aapatows 146 minutter (!) lange komedie, ‘Funny People’.
Til gengæld er de to minutter så absolut guld værd, og man forstår udmærket lovprisningerne fra instruktøren Judd Apatow og hovedrolleindehaveren Seth Rogen, der roser Ansaris præstation til skyerne i interviewet ovenfor.
Under optagelserne til ‘Funny People’ blev Ansari bedt om at optræde som sin selvfede, stand-up-aspirerende karakter Randy alene for fornøjelsens skyld. De ubrugte, men alligevel yderst seværdige optagelser hobede sig op og blev senere udgivet som Youtube-klip af comedykanalen Funny or Die. Se et af dem her.
5. En aften med Kanye: ‘Intimate Moments for a Sensual Evening’
I 2010 stod Ansari bag sit første one man-show, ‘Intimate Moments for a Sensual Evening’, og selvom rollen som Randy velsagtens havde givet den dengang 27-årige komiker blod på stand-up-tanden, gemte han sig ikke bag den fiktive karakter.
Tværtimod bød showet på en Aziz Ansari i sin hidtil mest jordnære og personlige version, og som ovenstående klip om en aften i selskab med verdensmanden Kanye West understreger, bestod komikeren på alle måder prøven.
‘Intimate Moments for a Sensual Evening’ blev et kæmpehit – udgivet på dvd og cd af Comedy Central – og showet skulle vise sig at være den første i en række populære stand-up-præstationer.
Hele showet kan ses på Netflix.
6. Coach for Galifianakis: »Watcha Doin?«
Aziz Ansari fortsatte på den store scene i 2010, hvor han senere på året var vært for MTV Movie Awards.
Her var der både plads til selskabelige standup-segmenter og de korte og skarpe sketches, som Ansari før har vist sig leveringsdygtig i – og søreme om ikke mockumentary-stilen fra ‘Parks and Rec’ og ‘Human Giant’ endnu engang dannede rammen om et af aftenens mest mindeværdige indslag.
Som cool og bekymringsfri swag-coach for skuespilleren Zach Galifianikis gav Aziz Ansari fantastiske prøver på sin kunnen. Nyd særligt hvordan dialekten og Usher-udseendet går rent ind i klippet ovenfor.
7. Detaljer fra dobbeltsengen: Hos Conan O’Brien
Talkshow-genrens tilbagelænethed kan ofte vise nye sider af etablerede komikere, og Aziz Ansari skuffede da heller ikke, da han i 2012 gæstede Conan O’Brien til en henslængt sofasnak om komikerens privatliv.
Ansari var som altid skarp og veloplagt, men formåede også at give emnet ‘ægteskab’ et tankevækkende twist. Det er under alle omstændigheder ikke svært at se, hvor komikerens idé til den kommende Netflix-komedieserie ‘Master of None’, der blandt andet handler om kærlighed og parforhold, stammer fra.
8. I kjole og hvidt: ‘Buried Alive’
Den komiske flirt med tunge hverdagsemner hos Conan O’Brien var langt fra et sidespring, og i ‘Buried Alive’ – komikerens tredje one man-show efter det ligeledes forrygende ‘Dangerously Delicious’ – stod flere af livets store temaer endnu engang øverst på Ansaris dagsorden.
Emner som ægteskab, forældreansvar og kærlighed var udgangspunktet for Ansaris både grovkornede og tankevækkende jokes, der i ‘Buried Alive’ tilmed leveres i en formfuldendt indpakning: På scenen optræder komikeren nemlig i kjole og hvidt, mens scenografien understreger brylluppet som rammen for showet.
Hele showet kan ses på Netflix.
9. Racejokes: ‘Live at Madison Square Garden’
Aziz Ansari har som nævnt indiske forældre, og store dele af hans komiske repertoire har derfor ganske oplagt taget udgangspunkt i emner som racisme og kultursammenstød.
I ‘Live at Madison Square Garden’, der er produceret af og til Netflix, giver komikeren ekstra gas på race-kontoen, men holder sig elegant inden for grænserne af det tilladte. Oven i købet er der blevet plads til konstruktive og opløftende historier a la den, Ansari så suverænt serverer for sit publikum i klippet ovenfor.
Showet slår desuden den sidste, tykke streg under Ansaris gennemslagskraft. At fylde Madison Square Gardens 18.200 siddepladser med så underholdende et resultat, kræver sin komiker.
Hele showet kan ses på Netflix.
10. Forklædt som The Weeknd: Halloween-udklædning
Vi slutter vores Aziz Ansari-retrospektiv med en herlig Halloween-udklædning, for heller ikke som verdensstjernen The Weeknd forsømmer komikeren at få os til at le.
Og så kan vi ikke få nok af den 32-årige komikers dybtfølte Halloween-optræden i nedenstående hjemmeoptagelse.