Bond-kandidaten Idris Elba forlader Afrikas blodige slagmarker (’Beasts of No Nation’) til fordel for Londons kriminalitetshærgede tusmørke, når han i december genopliver den iltre efterforsker Luther i en todelt special.
Den første trailer til fjerde ombæring af BBC’s krimiserie lover at tage tråden op for de foregående sæsoner med kølige billeder, indre brydekampe og en bestialsk mordsag. En kannibalistisk seriemorder spreder rædsel i ly af natten og tvinger Luther tilbage i rollen som martret efterforsker, på jagt efter såvel skurke som sindsro.
Dobbeltafsnittet ligner alt andet end en parentes i serien, og Elba har da også selv udtalt, at Luther må tilføje yderligere et par traumer til samlingen i efterforskningen af de sadistiske mord.
Rose Leslie, der som wildlingen Ygritte satte en ære i at udpensle Jon Snows uvidenhed i ’Game of Thrones’, ser desuden ud til at have en væsentlig rolle over for Elba i den nye special.
Første halvdel af dobbeltafsnittet rammer BBC One den 15. december.