Trailer: Sacha Baron Cohen er tilbage med den eksplosive og kugleskøre spionkomedie ‘The Brothers Grimsby’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er dømt fandenivoldsk first-person-action og veltimet komik i den første trailer til ‘The Brothers Grimsby’ – en tilsyneladende vanvittig actionkomedie, der byder velkommen tilbage til et af Hollywoods største komiske stjerneskud: Sacha Baron Cohen.

Ikke siden ‘Diktatoren’ fra 2012 har Cohen – måske bedst kendt som Borat, Brüno og Ali G – været det bærende ansigt i en spillefilm, men i ‘The Brothers Grimsby’ spiller han over for Mark Strong i fortællingen om en toptunet spion (»The world’s greatest spy«, påstår traileren) og hans bøvede hooligan af en bror.

Med atletisk dræberinstinkt kaster Mark Strong sig omkring i trailerens første halvdel, der imponerer med sin POV-kameraføring: Tænk computerspillet ‘Half-Life’ møder Kathryn Bigelows 90’er-sci-fi ‘Strange Days’ tilsat febervildelse og et festligt glimt i øjet.

Der venter tilmed et komisk guldkorn for enden af de actionspækkede løjer, da Sacha Baron Cohen med fodboldtatovering, bakkenbarter og orgasme-ansigt leverer sin sidste punchline.

‘The Brothers Grimsby’ har også Penelopé Cruz og Ian McShane (‘Deadwood’) på rollelisten og er instrueret af ‘Now You See Me’-intruktøren Louis Leterrier. Det vides endnu ikke, hvornår filmen kan ses i de danske biografer.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af