Kan du heller ikke forstå, hvordan så mange mennesker dog kan bruge så mange timer på at klikke sig rundt på informationsmotorvejen? Og har du fx også besøgt Google.com, uden at kunne se, hvad al balladen egentlig er omkring?
Har du undret dig, og spurgt dine medmennesker, hvorfor de dog ikke bare lægger mus og tastaturer, og i stedet går ud i den virkelige verden og fx slår en vejrmølle eller plukker en blomst – du ved, det livet går ud på?
Ja, så har du det præcis som flinke Diane Millhouse, kvinden, der slet og ret siger: »Fuck the Internet!«
Bag Millhouses insisterende budskab finder man amerikanske Elizabeth Zephyrine McDonough, komiker/skuespiller/instruktør, som ved siden af et par små tv-projekter også har lagt en lille håndfuld sketches på Youtube.
Denne er komikerens mest sete, og budskabet er ikke så tosset endda. Måske burde vi alle unde os selv en netfri dag fra tid til anden.
På den anden side ville man jo potentielt gå glip af livsvigtigt indhold, som denne sketch. Keep clicking.