22. februar er der premiere på femte sæson af Lena Dunhams ‘Girls’, der herhjemme kører på HBO Nordic. Og det er bare om at nyde hvert et sekund af de fire newyorkerpigers narcissistiske neuroser, for nu ser det ud til at stå klart, at sæsonen bliver den næstsidste.
Dunham har flere gange kraftigt antydet, at hun har tænkt serien til at vare seks sæsoner, og nu meddeler The Hollywood Reporter, at beslutningen ifølge deres kilder er taget.
Tidligere har Dunham i Elvis Duran and the Morning Show udtalt følgende om, hvorfor seks sæsoner synes at være en naturlig udgang.
»Jeg startede med at arbejde på serien, da jeg var 23, og nu er jeg ved at blive 30. Så det føles lidt som om, at serien har sandwiched mine 20’ere, for at jeg bagefter kan gå ud i verden«.
Dunham er i høj kurs i Hollywood, og hun havde en filmkarriere før ‘Girls’, som hun må formodes at genoptage, efter der er sat sidste punktum for hendes hjertebarn.