Efter ’The Force Awakens’: Harrison Ford er den mest indtjenende skuespiller nogensinde

’Star Wars: The Force Awakens’ er godt på vej til at blive den mest indtjenende film nogensinde, og nu har den hevet sin elskede Han Solo med op på toppen.

Harrison Ford er dags dato den skuespiller gennem tiden, hvis film har battet mest ved billetlugerne. Med ’Indiana Jones’-serien og de andre stjernekrigsfilm i bagagen er hans seneste film blevet dødsstødet til den nu forhenværende førsteplads.

Den tilhørte Samuel L. Jackson, der ifølge Box Office Mojo har cirka 31,8 milliarder kroner i samlet indtjening, hvoraf ’The Avengers’ er topscoreren. Men Jackson må nu se sig slået med Harrisons 32,2 milliarder kroner takket være I-ved-hvad.

Men konkurrencen om førstepladsen kan forventes at blive hård de kommende år. Jackson har flere store filmprojekter i kalenderen, blandt andet ’The Legend of Tarzan’ og en ny Tim Burton-film. Desuden har Jackson en sikker baghånd i form af Marvel-filmenes flittige produktion. Og Harrison Fords topplacering kommer nok til at afhænge af, om han vender tilbage til tidligere succeser som ’Blade Runner’, ’Indiana Jones’ og netop ’Star Wars’.

Det er altså tæt løb mellem de to kandidater. Der er til gengæld en del længere ned til tredjepladsens Tom Hanks med 29,7 milliarder kr. og resten af top fem, der fuldendes af Morgan Freeman og Eddie Murphy.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af