Kommentar: ’Making a Murderer’ triumferer på det ene punkt, hvor ’Serial’ fejlede

'Making a Murderer' følger i kølvandet på 'The Jinx' og 'Serial', men giver dem baghjul, hvad angår et afgørende aspekt, skriver vores filmredaktør.
Kommentar: ’Making a Murderer’ triumferer på det ene punkt, hvor ’Serial’ fejlede

[Vil man intet vide om, hvad der sker i løbet af ‘Making a Murderer’, bør man naturligvis vente lidt med at læse følgende]

At denne scene nærmest er en sidebemærkning i Netflix’ true crime-serie ’Making a Murderer’, fortæller en del om det himmelråbende justitsmord, den stadig fængslede amerikaner Steven Avery er blevet udsat for:

Bilen, der tilhører Teresa Halbach, som han bliver erklæret skyldig i at have slået ihjel, er blevet fundet på hans families store skrotpark, skødesløst tildækket af et par grene. Det er opdagelsen af bilen på ejendommen, der er den vægtigste katalysator for mistanken mod Avery, hvis blod senere findes på instrumentbrættet.

Bilen og kvinden har været forsvundet i en uges tid. Men i retten viser det sig, at én af de politimænd – der kan formodes at have et horn i siden på Steven Avery efter en gammel sag, som kostede Avery 18 år i fængslet, før han blev pure frikendt – flere dage, før bilen blev fundet, tjekkede nummerpladen hos politicentralen over sin radio. Mens han sidder i vidneskranken, hører vi radiokaldet. Politimanden læser nummerpladen op, kollegaen i den anden ende bekræfter, at den tilhører en forsvunden kvinde, og politimanden spørger, som skal han bare lige være sikker: En Toyota ’99? Ja, lige netop, lyder svaret.

Mange moraler

Kan den optagelse betyde andet, end at politimanden står foran bilen i det øjeblik, han ringer nummerpladen ind? Nej da! Men i vidneskranken slår han fast, at det gjorde han altså ikke, og han kan i øvrigt slet ikke huske situationen. Og det er så det.

I en juridisk sammenhæng nedklassificeres den slags indlysende løgnagtigheder sikkert til ord mod ord, der ingen vegne fører, men med mindre fremstillingen i ’Making a Murderer’ er bedragerisk ensidig, er det almindelig sund fornuft, at politimanden er ude i urent trav.

Og det er i den slags møder mellem sammensværgelser på den ene side det juridiske systems bureaukratiske umenneskeliggørelse og magtelitens ressourcestærke evne til at vaske hænder og på den anden side helt almindelig common sense, at ’Making of Murderer’ får én til at vride sig af raseri i sofaen. Man skal simpelthen være en Big Lebowski’s nihilist eller en American Psychos’ sociopat for ikke at blive hårdt såret i retfærdighedscenteret.

Det er en lige dele kafkask og coensk fortælling med en utrolig sammensværgelse i det amerikanske heartland, hvor dialekten klinger af ’Fargo’.

Og det er en fortælling med mange moraler. Den viser, at retssystemet i visse tilfælde er blevet så komplekst, at den elementære retfærdighedsforståelse sættes ud af kraft. Den viser, at autoriteterne ikke altid har ret. Den viser, at alle ikke er lige for loven, men at »de fattige altid taber«, som Steven Avery på et tidspunkt siger. The Averys er udskud, white trash, set skævt til af det omgivende samfund. De er dømt på forhånd.

Og så er vi slet ikke nået til nevøen…

’Making of Murderer’ får premiere i kølvandet på ’Serial’ og ’The Jinx’, serielle fortællinger om henholdsvis en mand, der sidder i fængsel for en forbrydelse, han kun måske begik, og om en mand, der er på fri fod trods forbrydelser, han efter alt at dømme har begået.

’Making a Murderer’ har ikke ’The Jinx’ æstetiske finesse eller Sarah Koenigs fortælletekniske intelligens, men til gengæld leverer den en historie med mere afklaring og større perspektiv. Efter de 10 afsnit kan ingen være i tvivl om konspirationen mod Steven Avery: Ikke bare én, men to gange uskyldigt dømt. Selvom hans skæbne minder om en russisk tragedie, er Avery ikke bare uheldigt ramt af skæbnens symfoni – hans liv er smidt på møddingen af smålige mennesker med magt til at tilpasse virkeligheden efter deres hoved.

Og så har vi slet ikke nævnt Stevens nevø Brendan, hvis liv ligeledes pisses væk trods tilståelser, man ikke behøver besidde en doktorgrad i psykologi for at se er kommet til verden under en manipulation, der Jessica Jones’ Dr. Kilgrave til at ligne en flinkerfyr. Hjerteskærende.

Fjerner fokus fra mennesket

Efter afslutningen på ’Serial’ var man stadig i tvivl: Efter al den snak kunne Adnan Syed stadig godt have slået Hae Min Lee ihjel, hvilket muligvis bragte podcasten på en moralsk glidebane og i hvert fald betød, at den mere vil blive husket som en banebrydende fortælling end for dens egentlige substans.

Takket være en uhørt adgang bag kulisserne i et ærefrygtindgydende forløb på mere end 10 år er det helt anderledes med ’Making a Murderer’. Kort sagt har den, modsat ‘Serial’, en virkelig overbevisende sag, hvilket serien forvalter med en decideret genistreg: Gennem de 10 timers spilletid får vi forbløffende lidt baggrundshistorie på Steven, hans familie og de øvrige involverede. Der er meget lidt circumstancial evidence, som jeg vist nok har lært fra amerikanske retssalsfilm, at det hedder.

Og sjovt nok er det netop dette neddroslede fokus på menneskene bag – modsat ‘Serial’ er her meget lidt om deres barndom, venner, mentalitet, værdier – der gør, at ’Making a Murderer’ tager menneskene uhyre seriøst. Den gør det ikke til et spørgsmål om sympatier, men om beviser og indicier, og netop derfor løfter den også historien til at handle om mennesket, hvis vi nu skal blive lidt højtravende (og det er jo en alvorlig sag).

Den dobbelte forbrydelse mod Steven Avery og justitsmordet på Brendan Dasseu er en forbrydelse mod alle mennesker. Og folkene bag serien har da også udtalt, at de mener, der er sådanne sager i samtlige amerikanske stater. Mon Danmark også har en rem af huden?

Man kan mene, at ti timer er lang tid til en true crime-serie. ’The Jinx’ var trods alt kun seks. Men man stjal Steven og Brendans liv, så det er mere end ok, at de stjæler 10 timer af mit.

Læs også: 10 film, hvis afsløringer ændrede verden

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af