Efter ’The Jinx’-chokket: 10 film, hvis afsløringer ændrede verden

1. ’The Thin Blue Line’

Hvad er den største præstation – at få en mand ud fra dødsgangen eller at sende en mand derind? Det spurgte en amerikansk journalist i kølvandet på ’The Jinx’ sidste to afsnit, der gjorde serien til en øjeblikkelig klassiker, og som har fået genåbnet sagen mod den mordmistænkte rigmand Robert Durst takket være nye beviser.

I spørgsmålet lå et betragteligt kompliment qua sammenligningen med Errol Morris’ ’The Thin Blue Line’, som i 1988 spillede en væsentlig rolle i at få frikendt den morddømte Randall Adams. Adams var kendt skyldig i at slå en politimand ihjel, og han sad i fængsel i 12 år, en pæn portion af tiden på dødsgangen.

Men filmen malede et overbevisende billede, der pegede i retning af hans uskyld. Især blev et nøglevidnes troværdighed betvivlet i en grad, at sagen kort efter filmens premiere blev genåbnet. Randall Adams blev frikendt.

2. ’Super Size Me’

Et eller andet sted havde de fleste nok på fornemmelsen, at det ikke just ville være sundhedsfremmende udelukkende at leve af McDonald’s-mad i 30 dage. Alligevel er det chokerende at bevidne dokumentaraktivisten Morgan Spurlocks gradvise nedbrydning, efterhånden som Big Macs og pommes fritter får overtaget over hans krop.

Filmen ændrede utvivlsomt mange menneskers måske lidt lemfældige forhold til burgerkædens serveringer, og så fik den en helt konkret betydning, idet McDonald’s blot halvanden måned efter premieren afskaffede ’Super Size’-størrelserne på alle sine restauranter (Spurlocks regel for sig selv var, at han altid skulle takke ja til supermenuen, hvis han fik den tilbudt – et greb, der satte en tyk streg under McDonald’s hykleriske forhold til fornuftig føde).

Kæden insisterede selvfølgelig på, at timingen for afskaffelsen var heeeelt tilfældig. Yeah, right.

3. ’Politiets blinde øje’

Danmark kan også være med. I 1991 lavede DR-journalisterne Jørgen Pedersen og Sten Baadsgaard tv-udsendelsen ’Politiets blinde øje’, der bragte nye beviser på banen i sagen om Ove Hansen (med kaldenavnet Pedal-Ove), som var blevet dømt for mordet på sin hustru.

Udsendelsen sandsynliggjorde, at Pedal-Ove var uskyldig, blandt andet ved at vise, at et centralt vidne ikke var blevet afhørt i sagen. Efter otte år i fængsel blev Ove Hansen frikendt.

Der sluttede sagen dog ikke. I programmet mere end antyder Pedersen og Baadsgaard nemlig, at en nu afdød kriminalinspektør lukkede øjnene for afgørende beviser. Journalisterne blev dømt for injurier og ankede siden til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der gav medhold i, at anklagerne mod kriminalinspektøren i udsendelsen var utilstrækkeligt underbyggede. Flere så dommen som et anslag mod ytringsfriheden.

4. ’Zapruder’-videoen

Nej, den godt 30 sekunder lange optagelse af mordet på John F. Kennedy er ikke en traditionel dokumentar. Ikke desto mindre udgør de 486 frames nok den mest minutiøst granskede film i historien.

Abraham Zapruders film var den optagelse, der gav det mest præcise billede af, hvad der skete, da præsidenten blev skudt i sin bil 22. november 1963. Den har affødt et utal af teorier om gerningsmænd og motiv – blandt andet i Oliver Stones ’JFK’, som nogle tolker som skingrende paranoia, andre som troværdig konspirationsteori.

5. ’Curb Your Enthusiasm’

Larry Davids kongeniale inspirationskilde til ’Klovn’ stikker voldsomt ud på en liste som denne. Trods den metabevidste leg med Larry Davids virkelig person og den karakter, han spiller i serien, er der næppe nogen, der vil kalde ’Curb Your Enthusiasm’ for dokumentarisk virkelighed.

Alligevel har serien spillet en væsentlig rolle i en kriminalsag, om end helt uden intention. I 2003 blev Juan Catalan anholdt for mordet på en 16-årig kvinde. Catalan insisterede på, at han var uskyldig, og fortalte, at han havde været til en L.A. Dodgers-kamp med sin datter på mordtidspunktet.

Som ved et alibi sendt fra himlen havde ’Curb Your Enthusiasm’ optaget et afsnit på stadion selvsamme aften, og i en råoptagelse kunne man se Catalan sidde på sit sæde og spise en hotdog med sin datter. Efter fem en halv måned i fængsel blev han løsladt som en fri mand.

Larry David udtalte efter sagen med vanlig humor: »Jeg stopper mit arbejde med serien nu for at dedikere resten af mit liv til at frikende de uretfærdigt dømte«.

6. ’The Act of Killing’

Mens de fleste andre film på listen handler om enkeltpersoner, som filmene har hjulpet med at få frikendt, arbejder Joshua Oppenheimer med forbrydelser i en helt anden målestok.

’The Act of Killing’ og opfølgeren ’The Look of Silence’ dokumenterer på uhyggelig vis det folkemord, der skete i Indonesien i 70’erne. Bødlerne er aldrig blevet dømt, for de sidder stadig ved magten, og landet har derfor aldrig haft en egentlig selvransagelsesproces ovenpå de forfærdelige forbrydelser. Tværtimod har propagandamaskinen, der skildrer uhyrlighederne som uundgåelige, stadig sit faste greb i befolkningen.

Men alt det har Oppenheimers film rykket ved. De er blevet vist i Indonesien og har igangsat en reel diskussion om landets fortid. Om det vil føre til retfærdighed for de efterladte, er stadig uvist, men Oppenheimer har uanset hvad for længst skrevet sig ind i historiebøgerne med et budskab om sandhed og forsoning og med reelle beviser for forbrydelsernes gerninger.

7. ’Gimme Shelter’

De legendariske Maysles-brødre boltrede sig inden for dokumentargenrens direct cinema-gren, hvor de tilstræbte autenticitet via et flue-på-væggen-udtryk. Dokumentaristerne intervenerer ikke i hændelserne, som de udfolder sig – de betragter dem blot.

Under optagelserne til Stones-dokumentaren ’Gimme Shelter’ bevidnede en af deres undersøgende linser et mord begået under en koncert. En 18-årig afroamerikansk mand ved navn Meredith Hunter forsøgte at forcere scenen, men blev stoppet kompromisløst af en flok Hells Angels-vagter. Da Hunter forsøgte at trække sin pistol, modtog han seks knivstik fra rockeren Alan Passaro og omkom på stedet.

En af Maysles-brødrenes kameramænd fangede knivstikkene på film, og Passaro blev som en direkte konsekvens heraf retsforfulgt. Juryen betragtede dog drabet som selvforsvar, og han blev senere frikendt for alle anklager. Lyder det bekendt, *host* Ferguson?

8. ’Bowling for Columbine’

Mange fik i længden for meget af Michael Moores lettere hysteriske og selvretfærdige propagandamaskine. Det ændrer dog ikke på, at hans budskaber ofte faldt på et tørt sted, og at han formåede at sætte fokus på åbenlyse uretfærdigheder i et pengedrevet USA.

Hans bedste film er stadig ’Bowling for Columbine’ om skoleskyderiet på Columbine High School i 1999 og om den vanvittige amerikanske våbenfascination. Og selvom våben stadig er en menneskeret i guds eget land, er det nok også den Michael Moore-film, der har fået størst betydning. Filmen satte gang i våbendiskussionen, og så førte den helt konkret til, at megakæden K-Mart stoppede med at sælge ammunition til håndvåben i deres supermarkeder.

Det skete efter en af filmens uforglemmelige scener, hvor Moore med to overlevende fra skoleskyderiet tog til K-Marts’ hovedkvarter i Michigan for at refundere en vare: De kugler, der stadig sad i de to skudofres kroppe. Se klippet herover.

9. ’Titicut Follies’

Frederick Wiseman viderebragte direct cinema-stilen i sine minutiøst researchede dokumentarer, der belyser interessante institutioner i en næsten mosaikagtig struktur. I 1967 dokumenterede han hverdagen i et fængsel for psykisk syge, Bridgewater State Hospital i Massachusetts – med en af filmhistoriens mest gruopvækkende film til følge.

I ’Titicut Follies’ mishandles de mentalt forstyrrede fanger af fængslets vagter. De skriges af, afklædes uden grund og udsættes for fysisk vold af så inhuman art, at det resulterede i dødsfald.

Alt sammen dokumenteret på Wisemans passivt betragtende kamera, der uden antydningen af et censurerende filter tvinger os til at beskue den grufulde tortur.

Filmen fik et længere juridisk efterspil og var forbudt i USA helt frem til starten af 90’erne. Wiseman havde dog skabt en intens debat om forholdene for psykisk syge indsatte, og i årene efter filmens premiere drejede flere institutioner nøglen om.

10. ’McLibel’

En underdog-historie af de helt usædvanlige – og den anden McDonald’s-film på listen.

Kun bevæbnet med brochurer gik gartneren Helen Steel og postbudet Dave Morris til angreb på McDonald’s usunde produkter og kommercielle strategier, men blev naturligt nok jævnet med jorden af virksomhedens advokater. Franny Armstrongs dokumentar, ’McLibel’ fra 2005, inspirerede dog de to aktivister til at appellere sagen til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

En ny og forbedret version af filmen – blandt andet med rekonstruktioner instrueret af Ken Loach – fik i den anledning amerikansk premiere og var kraftigt medvirkende til at sikre Davids sejr over Goliath: McDonald’s måtte stoppe med at reklamere for deres produkter på skoler.

Læs også: ‘The Jinx’-instruktør – Robert Durst ville ikke have mig til at rense ham

Læs også: On demand – 10 fængslende true crime-dokumentarer, du skal streame