John Boyega skulle – før der overhovedet var tale om ’Star Wars’ og rollen som Finn – i gang med at promovere filmen ’Imperial Dreams’, hvor han spiller hovedrollen.
Efter en succesfuld visning på Sundance for to år siden skulle filmen sælges til diverse distributører, men da J.J. Abrams så filmen, hapsede han straks Boyega til ’Star Wars VII: The Force Awakens’. En rolle, der gav Boyega en del at se til, og ’Imperial Dreams’ måtte således lægges på hylden for en stund.
Nu er filmen dog støvet af og klar til at komme i biograferne. ’Imperial Dreams’ handler om den 21-årige Bambi (Boyega), der vender tilbage til sin familie og sit gamle nabolag i Los Angeles efter at have siddet i fængsel.
Han har besluttet sig for at forlade sin tilværelse som gangster, men det bliver svært for den unge Bambi ikke at falde tilbage i en ond cirkel af kriminalitet.
Filmen har endnu ikke en dansk premieredato.