‘Den lille havfrue’ bliver til to vidt forskellige film i 2017

‘Den lille havfrue’ bliver til to vidt forskellige film i 2017

H. C. Andersen har ikke levet forgæves, når hans eventyr stadig bliver læst højt for børn over hele verden, gør kineserne ekstatiske og og er grundlag for en lind strøm af filmatiseringer. ‘Frozen’ fra 2013 var en fri fortolkning af Snedronningen, og de fleste husker formentlig Disneys fintpolerede ‘Den lille havfrue’ fra 1989 . I 2017 kommer så to udgaver af ‘Den lille havfrue’ – i live-action-form.

Ifølge Deadline.com påbegyndes optagelserne til filmen ‘A Little Mermaid’ om en lille måneds tid i Georgien. Den er en yderst fri fortolkning af det originale eventyr, hvor en ung pige (Loreto Peralta) møder et væsen (Poppy Drayton fra ‘The Shannara Chronicles’), som hun mener er den rigtige lille havfrue fra eventyret. En kvinde ved navn Eloise (Shirley MacLaine) ved en hel del om netop denne sag.

Der er altså langt fra gode gamle H.C. til MVP Studios’ første satsning, der hverken har nogle af de originale karakterer eller plotlinjer at støtte sig op ad.

I en anden boldgade bliver ‘The Little Mermaid’ en meget nær fortolkning af Andersens oprindelige eventyr med dyster stemning og knap så lykkelig slutning ifølge filmens hovedrolleindehaver Chloë Grace Moretz, der skal spille havfruen. Manuskriptet er skrevet af den britiske romcom-master Richard Curtis (‘Love Actually’, ‘Notting Hill’), og optagelserne er ikke påbegyndt endnu.

Filmen skulle have været instrueret af Sofia Coppola, der forlod projektet på grund af »kunstneriske uoverensstemmelser«. I stedet har Rebecca Thomas (‘Electrick Children’) taget over.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af