Dr. Dre spiller hovedrolle i Apples første tv-serie, ‘Vital Signs’

Dr. Dre spiller hovedrolle i Apples første tv-serie, ‘Vital Signs’

Apple går for alvor Amazon og Netflix i bedene og kaster sig over egenproduceret tv-fiktion. The Hollywood Reporter rapporterer, at techgiganten har indgået et samarbejde med ingen ringere end Dr. Dre om den kommende tv-serie, ‘Vital Signs’.

Dr. Dre både producerer og spiller med i tv-serien, der beskrives som mørk og semibiografisk. Indtil videre er seks episoder planlagt. I hver episode gennemgår rapperens karakter en ny almenmenneskelig følelse, som han skal forsøge at forholde sig til. Lig mange af betalingskanalernes produktioner skulle ‘Vital Signs’ desuden ikke skorte på eksplicit sex og vold.

Også Sam Rockwell (‘Confessions of a Dangerous Mind’) og Mo McCrae (‘Wild’) er en del af castet, imens Dr. Dre efter sigende har håndplukket ‘Empire’-producer og -forfatter Robert Munic til at producere og skrive tv-serien.

Dr. Dre havde et markant 2015, hvor han både udsendte comebackalbummet ‘Compton’ og var med til at producere den biografiske film om N.W.A, ‘Straight Outta Compton’. Han har desuden et særligt forhold til Apple, da han i 2014 solgte sit og kollegaen Jimmy Iovines firma, Beats Electronics, til techgiganten og blev medarbejder i koncernen.

‘Vital Signs’ vil højst sandsynlig blive distribueret via streamingtjenesten Apple Music, men ingen dato for premieren er endnu annonceret.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af