Første soloalbum i 16 år: Dr. Dres ‘Compton’ er et kaotisk, modigt og ambitiøst karrierepunktum
I løbet af de 16 år, der er gået siden Dr. Dres seneste soloalbum ’2001’, har forventningerne til hans tredje plade transcenderet status af det mest imødesete hiphopalbum nogensinde.
Albummet, der allerede kort efter årtusindeskiftet blev annonceret under navnet ’Detox’, er blevet en institutionaliseret myte i musikverdenen: Fuldendelsen af Dr. Dres trilogi af epokegørende gangstarap-mesterværker og albummet, der ville sætte nye standarder for kunstnerisk perfektionisme. ’Detox’ er pladen, alle har talt om og haft en holdning til – til trods for, at ingen uden for Dres inderste kreds nogensinde har hørt den. Det er et album, der har overgået virkeligheden.
Og sådan bliver det ved med at være. Sidste lørdag annoncerede Dre uden varsel, at det sagnomspundne ’Detox’ var skrinlagt, og at han i stedet ville udgive et album inspireret af den kommende N.W.A-biopic ’Straight Outta Compton’ – filmen der skildrer, hvordan Dre og co. satte gangstarap på verdenskortet for over 25 år siden. Legendens tredje soloalbum hedder nu pludseligt ’Compton: A Soundtrack by Dr. Dre’, og det lander uden, at nogen er helt klar over, hvad man skal forvente sig af det.
Titlen og konceptet antyder et nostalgisk tilbageblik, men det står øjeblikkeligt klart, at ’Compton’ har større ambitioner end at genkalde sig fortiden. En mur af euforisk synth rammer lytteren på åbningsnummeret ’Talk About It’ sammen med de to fuldstændig ukendte rappere King Mez og Justus. Det er glimrende, men lyder mere af Drake end Dr. Dre, som vi kender ham.
Det sætter tonen for et album, der på intet tidspunkt forsøger at lyde som sine forgængere. ’The Chronic’s tykke og elastiske synthesizer-suppedas og ’2001’s ikoniske hi-fi-hiphop gled begge ubesværet af sted – som en Cadillac, der cruiser med 30 km/t gennem Los Angeles. ’Compton’ er den diametrale modsætning: Den er hektisk og rastløs og finder aldrig ro.
På ’Genocide’ hænger klaustrofobien og paranoiaen tykt i luften med nervøse lydfragmenter, der synes at omringe én fra alle sider, og på ’Loose Cannons’, med gangster-veteranerne Xzibit og Cold 187um, intensiveres rappernes eskalerende vanvid af en tilsvarende udvikling i beatet. Det er symptomatisk for mange af numrene på ’Compton’, der ikke er traditionelle statiske hiphopkompositioner, men levende organismer i konstant bevægelse.
Der er et tydeligt bånd til Kendrick Lamars ’To Pimp a Butterfly’, der eksperimenterede med en lignende dekonstruktion af den traditionelle west coast-lyd. Ligesom hos Lamar spiller indflydelsen fra jazz noget overraskende en vigtig rolle på ’Compton’: Dels i form af en række velanvendte trompetsoloer, men også i Dres flow, der tydeligt inspireret af sin yngre kollega ikke længere er et tungt og autoritært maskinelt drive, men i stedet bevæger sig ekvilibristisk rundt på beatet.
Kendrick er i det hele taget en bærende del af ’Compton’s fundament. Han spytter selv tre virtuose vers, men hans indflydelse er også dybt indprentet i Dres lyrik, der i vid udstrækning lægger den uforbeholdne glorificering af gangstertilværelsen bag sig. Dres verdensbillede er stadig formet af hans rødder i det kriminalitetshærgede Compton, men den nu 50-årige rapper fremstår langt mere moden end tidligere. ’Fuck the police’ er ikke bare et konfronterende nihilistisk slogan, det uddybes af refleksioner om politivold mod sorte, der giver albummet en skarp politisk kant som for eksempel på den fremragende ’Animals’.
’Animals’ præges af vokalen fra den lovende newcomer Anderson .Paak og den karakteristisk fireskårne funk fra DJ Premier, der har produceret nummeret i samarbejde med Dre. Det er et symptomatisk billede på hovedpersonens måde at arbejde på. Han omfavner ikke rollen som soloartist i traditionel forstand, men positionerer sig som dirigenten, der orkestrerer et mylder af gæster i udførelsen af sin vision.
Dre fordeler taletiden mellem unge håb som ovennævnte .Paak og King Mez og gamle venner som Ice Cube, Eminem og Snoop Dogg (der lyder som en genfødt rapper på ’One Shot One Kill’) med et ekstremt fokus på selv de mindste detaljer. Det resulterer i et overvældende og exceptionelt gennemarbejdet værk, men i momenter også en næsten overmættet affære. Numre som ’Medicine Man’ og ’Darkside/Gone’ er så tætpakkede, at man kunne have ønsket sig lidt mere luft og fokus på færre ideer.
Der er øjeblikke af nostalgiske tilbageblik på en lang og gloværdig karriere i Dres tekster, men ’Compton’ er i sin essens et album, der ser fremad. Den tilgang har kendetegnet hele Dr. Dres karriere, og derfor er ’Compton’ også et mere meningsfyldt punktum end det ’Detox’-album, der for længe siden var vokset fast i sin egen myte.
’Compton’ er ikke ’Detox’, men det er det ambitiøse forsøg på at redefinere lyden af west coast-rap med endnu et epokegørende storværk, som folk har forventet af Dre i mere end et årti.
Hvorvidt albummet vil opnå den samme status af milepæl som sine forgængere vil tiden vise, men ’Compton’ er under alle omstændigheder et både modigt og veludført karrierepunktum for legenden.
Kort sagt:
Dr. Dre gør op med den ikoniske gangstarap-lyd, som han i årtier har været synonym med, og forsøger i stedet en sidste gang at redefinere rammerne for west coast-hiphop. Resultatet er et fornemt karrierepunktum, der både er kaotisk, politisk, fremadsynet, modigt og mest af alt voldsomt ambitiøst.
Læs også: Vi nærstuderer ‘Compton’: Seks tegn på, at Dr. Dre er blevet voksen