Vi nærstuderer ‘Compton’: Seks tegn på, at Dr. Dre er blevet voksen

Hiphop-legenden har netop udgivet sit første album i 16 år, og det kan høres på 'Compton', at tiden har påvirket Dr. Dre.

1. ’Compton’ er det modsatte af alt det ’Detox’ skulle være

Meget tyder på, at vi skal være glade for, at ’Detox’ aldrig kom. Singler som ’Kush’ og ’I Need a Doctor’ forsøgte på desperat vis at skabe henholdsvis en slags ’Next Episode’-opfølger og stadion-rap a la Eminems seneste plader. Det lød som en artist, der havde mistet kontakten med hiphop-virkeligheden. Heldigvis forsøger ’Compton’ ikke at være et gigantisk poprap-album, men har det helt fint med at være klassisk, stilrent og velproduceret.

2. Teksterne er ikke helt så vrede

Selvfølgelig er det her stadig gangsta-rap – et album, der hedder ’Compton’, må nødvendigvis have en del hårde gaderim. Men samtidig rapper Dr. Dre ting som »I’m just havin’ some fuckin’ fun with this rap shit« på ’Issues’, og på ’Deep Water’ sammenligner han sig med Picasso – lidt ligesom Jay Z, der på det seneste iscenesætter sig selv som kunst-connaisseur i det fine selskab. Det her er altså ikke en ung, vred mand, der rapporterer direkte fra ghettoen, men en ældre mand, der reflekterer over tingene.

3. Gæsterne er velopdragne

Både ’Tha Chronic’ og ’2001’ var samarbejder mellem Dr. Dre og et ret så farverigt persongalleri af vestkystens mest vanvittige gangsta-rappere som Kurupt, Daz, Snoop Dogg og så videre. Men her får vi ting som ’Animals’, der i princippet er et Anderson .Paak-solotrack med masser af politiske tekster og soulet vokal, mens ’Genocide’ – albummets måske hårdeste beat – ikke indledes af et rendyrket rap-vers, men Candice Pillays Rihanna-agtige dancehall-fortolkning. Det føles ikke så meget som et slæng gadedrenge, der er i studiet sammen for at lave et gangsta-rap-hovedværk, men mere som et sublimt kurateret projekt, der spænder over mange genrer.

4. Der er ingen ny artist der skal promoveres

’Tha Chronic’ og ’2001’ var lige så meget stort anlagte udstillingsvinduer for artister som Snoop Dogg og Eminem som Dr. Dre-soloalbum. Selvfølgelig var den store producerkonge manden bag pladerne, men man fornemmede, at de også eksisterede for at promovere de nyeste artister doktoren associerede sig selv med. Sådan er det ikke i denne omgang. For selv om Anderson .Paak har en fremtrædende rolle, og Kendrick Lamar stjæler scenen op til flere gange, er ’Compton meget mere en slags episodisk film med et utal biroller end en platform, der fokuserer på kun én artist. Projektet er i fokus – ikke enkeltpersoner.

5. ’Compton’ lyder fantastisk – men det udstikker ikke for alvor nye grænser for hiphop

’Compton’ forbigår både den tidlige karrieres g-funk-lydunivers og den minimalistiske, tunge produktionsstil fra ’2001’ til fordel for en lyd, der fortolker funk, soul og jazz på en måde, der ikke er ulig Kendrick Lamars ’To Pimp a Butterfly’ eller Snoop Doggs seneste funkalbum ’Bush’. Hos Dr. Dre bliver lyden mere poleret end hos Kendrick, og alting lyder fuldstændig fantastisk. Til gengæld bliver der ikke taget de store chancer – vestkyst-lyden genfortolkes, men der skabes ikke en ny signaturlyd, som det skete på de to foregående udgivelser.

DreStor11

 

6. Dre er endnu mere i kulissen end normalt

Måske skyldes det, at albummets lyd er mere klassisk end egentlig karakteristisk, eller måske skyldes det, at Dres flows her snarere er præget af Kendricks sprællende vokalteknik end de simple men magtfulde flows fra ’2001’ – men producerkongen indtager en usædvanlig tilbagetrukken rolle på ’Compton’. Det føles som et album, som Dr. Dre orkestrerer, men aldrig rigtig dominerer. Han er mere instruktør end hovedrolleindehaver.

Læs anmeldelse: Dr. Dre ‘Compton’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af