Komikeren T.J. Miller har de seneste par år for alvor slået sit navn fast som en af Amerikas mest talentfulde og fremadstormende komikere, blandt andet via sin standup, sketch-komik og ikke mindst sin rolle som Erlich Bachman i HBO’s hitserie ‘Silicon Valley’.
Millers dødpandede stenerstil og generelt provokerende ‘jeg gider ikke være her’-attitude har skaffet ham mange fans – og også en anseelig gruppe “haters”. Efter T.J. Millers nylige bizarre besøg hos Stephen Colbert (se det nedenfor) må man formode, at talkshowværten nok hører til i den sidste gruppe.
Det er den krølhårede komiker formentlig ret ligeglad med, da hans karriere stadig bare tordner derudaf. Snart kan man for eksempel opleve ham i den længe ventede alterna-superheltefilm ‘Deadpool’. Indtil da kan man nyde ham her i 0venstående ølreklame, som bliver vist under næste søndags Super Bowl – i et veloplagt skænderi med en skive punkerappelsin(!).
Kenneth Sarup er fast comedyskribent for Soundvenue.