Det har ikke skortet på rumfilm de senere år, hvor vi blandt andet har fået ‘Star Wars: The Force Awakens’, ‘Interstellar’, ‘Gravity’, ‘The Martian’ og ‘Guardians of the Galaxy’. Det er sjældnere, at vi ser en decideret komedie, der foregår i det ydre rum, men nu skriver The Hollywood Reporter, at tre af de mest prominente funny guys i Hollywood har slået sig sammen for netop at lave en rendyrket astronautkomedie.
Seth Rogen, Zach Galifianakis og Bill Hader har alle tre sagt ja til at spille med i ‘The Something’, som er skrevet af manuskriptforfatteren bag ’22 Jump Street’, Rodney Rothman, der også skal instruere. De eneste oplysninger om plottet er indtil videre, at filmen kommer til at følge fem mandlige astronauter, som møder hinanden efter at have været strandet i rummet i årevis.
Mens Seth Rogen og Bill Hader har arbejdet sammen ved flere lejligheder siden ‘Superbad’, har Zach Galifianakis og Seth Rogen aldrig arbejdet sammen før. Hader og Galifianakis har tidligere spillet sammen i Bob Odenkirks kortfilm, ‘The Pity Card’.