Så sent som i går skrev vi, at Robert De Niro trods larmende kritik nægtede at fjerne dokumentaren ’Vaxxed: From Cover-Up to Catastrophe’ fra Tribeca Film Festivals program, fordi den – efter skuespillerens udsagn – kunne skabe en konstruktiv debat om forholdet mellem vaccinationer og autisme.
Imidlertid er De Niro, der selv er far til et autistisk barn, vendt på en tallerken over natten og har nu trukket anti-vaccinationsdokumentaren fra festivalprogrammet. I en pressemeddelelse giver han følgende begrundelse:
»Min intention med at screene filmen var at skabe grundlaget for en debat om et emne, der er meget personligt for mig og min familie, men efter at have diskuteret filmen med mine kolleger fra Tribeca Film Festival og folk fra det videnskabelige miljø, har vi sluttet, at den ikke bidrager til diskussionen på den måde, vi havde ønsket«, udtaler han og fortsætter:
»Festivalen ønsker ikke at undgår kontroverser, men vi er bekymrede for visse ting i denne film, der forhindrer os i at medtage den i festivalprogrammet. Derfor har vi besluttet at fjerne den fra programmet«.
’Vaxxed: From Cover-Up to Catastrophe’ argumenterer for, at visse vaccinationer af spædbørn kan medføre autisme – en påstand, der kraftigt afvises i den etablerede lægestand. Manden bag filmen, Andrew Wakefield, er blevet beskyldt for at fabrikere fakta i sine afhandlinger og er tilmed blevet frataget sit lægebevis.