‘Knight of Cups’: Malicks stjernefilm lugter af opgylp fra ’Tree of Life’
»Der var engang en lykkelig prins, hvis far sendte ham hjemmefra for at finde en perle. På sin færd drak prinsen af en kop, der fik ham til at glemme, hvem han var, og hvad der gjorde ham lykkelig. Sådan faldt han i en dyb søvn«.
Med denne eventyrbegyndelse varsler Terrence Malicks ’Knight of Cups’, som instruktøren har for vane, en allegori over livets store spørgsmål. Og alt er da også, som det plejer hos manden bag film som ’The Tree of Life’ og ’The Thin Red Line’: Dvælende kamerature, en højstemt voiceover, der stiller ubesvarlige spørgsmål (som »hvad er livet?«), og en overflod af forknytte ansigter, der stirrer mod horisonten ved brusende strande. Indledningsvist fungerer det med den sædvanlige, liflige effekt, men så begynder filmen at gentage sig selv i en ond spiral af prætentiøs overlækkerhed.
En ellers udmærket Christian Bale spiller Rick, eventyrets perlejagtende prins. »Jeg lever et liv som én, jeg ikke kender«, siger han – han har mistet sansen for livets egentlige skønhed, som i Malicks univers i øvrigt ofte og entydigt er lig med buttede småbørn, der pjatter rundt i blafrende, hvide lagner. Rick er vist nok manuskriptforfatter i Hollywood – det bliver aldrig nærmere uddybet – hvor han udlever en dionysisk tilværelse med kvinder, stoffer og polerede overflader. Indimellem syrer virkeligheden ud for ham, så man hensættes i en tilstand a la David Lynchs ’Inland Empire’.
Filmen er æstetisk ren i den forstand, at den ikke er spoleret af en eneste fejl. Alt er perfekt: billedernes lys og den klassiske musik (igen signeret af mesteren Emmanuel Lubezki og komponisten Hanan Townshend), ansigterne og kroppene på det usandsynligt smukke kvindecast (Blanchett, Pinto, Portman, Poots, Palmer). Den pletfri facade er i sig selv en bedrift, men i dette overbud af stil udligner skønhedsmomenterne nærmest hinanden.
Renheden repræsenterer den fristelse, som korrumperer Rick. Men hos Malick forbliver pointen statisk, for ’Knight of Cups’ er kun et stillbillede af den eksistentielt lidende mand og ikke en egentlig indfølt fortælling om dette menneske.
Omkring dette billede aner man konturerne af en baggrundshistorie, som virker planket fra ’The Tree of Life’: Noget med en død bror og et faderkompleks (denne gang med Brian Dennehy i rollen som Brad Pitt). Det er en trist historie, men den er trist på den måde, hvor man anerkender sorgen – og faktisk nyder den, fordi den er ren og flot – i stedet for at føle den.
Det er den helt afgørende forskel på ’Knight of Cups’ og de fleste af Malicks foregående film. Der mangler følelse. Og eftersom hans film hovedsageligt bejler til følelserne og ikke den snu intelligens, må amerikanerens blot syvende film på 42 år siges at være en gedigen skuffelse.
Kort sagt:
Man skal have tålmodighed med Malicks seneste film, den stjernespækkede og semi-avantgardistiske ’Knight of Cups’, for selvom den er æstetisk underskøn, er den også himmelråbende prætentiøs og langsom. Det smager eftertrykkeligt af opgylp fra mesterværket ’Tree of Life’.