Batman-hypen har været på sit højeste længe i forbindelse med optakten til ‘Batman v Superman: Dawn of Justice’, der fik premiere i torsdags. Sidste uge bød ligeledes på den første trailer for ‘The Lego Batman Movie’, hvor Batman hang ud i sin grotte og havde problemer med sin mikroovn.
Allerede nu har vi dog fået anden trailer for filmen, hvor Batman ved et uheld tildeler Alfred et flyvende cirkelspark, der sender butleren på tværs af lokalet og ned i flyglet. Der er ligeledes en rimelig underholdende sekvens, hvor Alfred remser årstallene op for de gange, Batman har gennemgået lignende svære faser, altså i de mange tidligere Batman-film, fra Keatons i 1989 og frem til ‘Dawn of Justice’. Batman nægter på barnlig vis at diskutere sine følelser med Alfred.
Det er Will Arnett (‘Arrested Development’), der lægger stemme til Batman, mens Ralph Fiennes (Alfred), Rosario Dawson (Batgirl), Michael Cera (Robin) og Zach Galifianakis (Jokeren) også er at finde på rollelisten.
‘The Lego Batman Movie’ rammer de amerikanske biografer den 10. februar 2017, men har endnu ikke fået en dansk premieredato.