Lige siden den geniale ‘Eastbound and Down’ sluttede efter fire sæsoner for snart to år siden, har Danny McBride-fans ventet i spænding på hans næste projekt, ‘Vice Principals’, som blev annonceret for snart to år siden.
I januar nævnte vi da også serien blandt de mest imødesete nye tv-serier i 2016, og det er da også umiddelbart svært at være negativ. Godt nok må vi undvære Steve Little som Stevie, men til gengæld er både Walton Goggins (‘The Hateful Eight’) og Shea Whigham (‘Boardwalk Empire’) castet til at spille over for Danny McBride.
‘Vice Principals’ er historien om to vice-rektorer (McBride og Goggins) på en highschool, som kæmper om at blive den nye rektor. Serien er, ligesom ‘Eastbound and Down’, skabt af Danny McBride og Jody Hill (‘Observe and Report’). Hill deler instruktørtjansen med David Gordon Green (‘Pineapple Express’, ‘Joe’), der ligeledes var instruktør på ‘Eastbound and Down’.
To sæsoner, med 18 episoder i alt, er på vej. Første afsnit af ‘Vice Principals’ kommer til juli.