Det er snart to år siden, at vi først fik nys om Ryan Gosling og Russel Crowes casting til Shane Blacks ‘The Nice Guys’. I december fik vi så første trailer, hvor Crowes karakter satte Goslings på plads ved at brække hans arm.
Nu har vi så fået en ny trailer fra filmen, der foregår i 1970’ernes Los Angeles, hvor privatdetektiven Holland March (Gosling) og mafiatypen Jackson Healy (Crowe) er tvunget til at arbejde sammen for at opklare en sag om en forsvundet pige og en tilsyneladende urelateret pornostjernes død. Undervejs i deres efterforskning opdager de en chokerende konspiration, der når helt op i de højeste magtlag.
Der er kun tale om den tredje film fra Shane Black, der debuterede med den succesfulde ‘Kiss Kiss, Bang Bang’ i 2005 og derudover instruerede ‘Ironman 3’ i 2013. Før sin instruktørdebut var han bedst kendt som manuskriptforfatteren bag de to første ‘Dødbringende våben’-film.
‘The Nice Guys’ rammer de danske biografer den 9. juni.