1. Hende, der owner, udforsker og udnytter sin seksualitet
Eksempler: Ilana i ’Broad City’, Claire i ’Outlander’, Christine i ’The Girlfriend Experience’, Hannah & Jessa i ’Girls’.
Der er langt mellem de bly violer blandt nutidens kvindelige tv-karakterer. De er blevet langt mere seksuelt udfarende og erfarne, og det er ikke altid lige nemt at sige, hvem der er bytte, og hvem der er rovdyr i de moderne kærlighedskonstellationer.
I den ene ende af spektret har vi grænseafsøgende og generelt ret sexsultne typer som Ilana fra ‘Broad City’, der fuld af selvtillid sender virkelig usubtile signaler til fyrer i byen, når hun craver pink pik, og i den helt modsatte ende ses den mere ubehagelige, Sorte Enke–agtige type, der bruger sin seksuelle power til at manipulere mænd, for eksempel med brystvorter så on fleek, at mændene – ligegyldig om de har set bryster før eller ej – gerne ofrer deres egen bror og datter for at røre ved dem (jeg kigger på dig, Stannis…).
Imellem disse to yderpoler – et sted mellem den målrettede, men harmløse manizer og den ondsulede, mandeæder – finder vi karakterer som Hannah (’Girls’), Claire (’Outlander’) og Christine (’The Girlfriend Experience”), der på hver deres måde udforsker deres køns magt og skubber til gængse forestillinger om, hvad der udgør særligt feminine og maskuline kvaliteter, handlingsmønstre, fantasier og følelser.
Hvis der er noget, samtlige karakterer cementerer, så er det, at kvinder begærer andre akkurat lige så aktivt, som de selv begæres. De er kvinder, der ved og siger, hvad de vil have. Og så tager de initiativ.
Se bare på Claire fra ’Outlander’. Hun lader med vilje trusserne blive derhjemme, så det – i tilfælde af at hun pludselig får lyst til, at hendes mand skal slikke hende, mens de er i en gammel grotte – er nemmere at komme til.
Og så rejser hun tilbage i tiden og finder en lækker ny fyr, som hun klæder af, iagttager og cirkler rundt om som en grib om sit ådsel – en meget, meget sexet grib om et utroligt tændt og veltrænet jomfruådsel.
Også Christine fra den aktuelle ’The Girlfriend Experience’ kan lide at kommandere: »Jeg vil kneppe dig«, hvisker hun i øret på en tilfældig fyr på en bar i første afsnit. Og flere instrukser følger, da de når op til hans værelse: »Jeg vil have, at du kigger på mig«, siger hun, mens hun knapper sin skjorte og sine bukser op og begynder at onanere. Hun nyder jagten og akten, men gider ikke fyren, da han efterfølgende kommer rendende.
Christine er den liderlige, den opsøgende, den dikterende, den udnyttende, den egoistiske, den følelseskolde, den kyniske, den ghost’ende. Alt sammen egenskaber, der traditionelt har været forbeholdt mandlige karakterer, men nu i stigende grad bliver tilknyttet kvindelig karakterer i tv-serier.
2. Hende, der stjæler mændenes jobs, røvhulsadfærd og (selv)destruktive tilbøjeligheder
Eksempler: Jessica Jones, Darlene i ‘Mr. Robot’, Mickey i ’Love’, Jessa i ’Girls’, Ali i ’Transparent’, Claire Underwood i ’House of Cards’, Olivia Pope i ’Scandal’, Brienne of Tarth & Daenerys i ’GoT’, Cookie i ‘Empire’, delvist Rachel Bloom i ’Crazy Ex-Girlfriend’
Mange af dem drikker mere end Don Draper på en våd dag, og hver og én kan gøre livet surt for dig. Enten ved at være så uimodståeligt ubeslutsom, ubehøvlet og uansvarlig, at du nødvendigvis må tabe dit hjerte til dem og/eller får lyst til at skyde knoppen af dig selv, ved at lække hemmeligheder om dig, der ikke tåler dagens lys og stensikkert smadrer din karriere for altid – eller ved at flække dig midt over.
Førstnævnte kategori af øretæveindbydende hjerteknusere er meget rammende blevet døbt Manic Pixie Jerk Girl af Slates’ chefredaktør Julia Turner, der bruger det til at beskrive karakterer som Jessa og Mickey, som har den inverse effekt på deres omgivelser end ’drømmepigen’, som udtrykket i sin oprindelige form refererer til.
En Manic Pixie Dream Girl er én, der via sin skæve, nuttet-nørdede, sprudlende personlighed gør livet lysere for dem omkring hende – jerk-varianten er derimod én, der hiver dig med ned, når hun falder. Og det gør hun tit. Men ellers ville hun også være totalt ude af de flestes liga. Så det er en opvejningssag.
Jerk-karakteren kommer i kølvandet på en bølge af såkaldte strong female characters. Et buzzterm, der er blevet flittigt brugt i situationer, hvor kvinder enten besidder stillinger, som mænd traditionelt har haft patent på (hacker, superhelt, toppolitiker, ridder), eller når de opfører sig på en måde, der associeres med det maskuline: Når de sparker røv, tager teten, hævder sig, hævner sig og boller rundt til højre og venstre.
At jerk-karakteren skulle være et skridt i den rigtige retning – mod et mere lige playing field mellem kønnene – kan måske være svært at se. Er hun ikke bare en humørsyg fuck-up? hvor er styrken i det?
Men faktisk er det udtryk for et gennembrud, når vi ser så mange kvinder omfavne deres ufuldkommenhed. Det betyder nemlig, at vi er rykket videre fra at skulle bevise, at kvinder er lige så seje som mænd – og at dét, de kæmper for, nu i stedet er retten til at være åndssvage, rådvilde og uansvarlige.
3. Hende, der ryger sig skæv og tager det der med selvrealisering med et gran salt
Eksempler: Ilana & Abbi i ‘Broad City’, Mickey i ‘Love’, Jessa i ‘Girls’, Sarah & Ali i ‘Transparent’, Gene i ‘Idiotsitter’.
Piger blazer som aldrig før for åben skærm. Og ikke kun i deciderede stonerkomedier som ‘Broad City’, ‘High Maintenance’ og ‘Idiotsitter’ – det kvindelige pothoved har også gjort sit indtog i mere mainstream serier som ‘Girls’, ‘Love’ og ‘Transparent’ med Jessa, Mickey og Sarah som hovedrepræsentanter.
Stonertypen er ikke så optaget af alt det der med selvrealisering. Hun er stadig i gang med at finde sig selv og sin plads i livet, og så længe det giver penge nok til dagen og vejen, har hun ikke noget imod at tage nogle lidt usle tjanser hist og her (for eksempel at fjerne andres opkast fra træningsbolde i et fitnesscenter).
Ja, hendes potforkærlighed fører nogle gange til nogle sjove episoder – som når Ilana kommer til at iføre sig en hoodie, der er beregnet til hunde, på arbejdet, eller når Sarah har det for vildt over sin mappas første Trans Got Talent-optræden – men lige så tit er potrygningen ganske hverdagsagtig og begivenhedsløs. Den fungerer ikke nødvendigvis som katalysator for en lang række lolleren events, som vi har lært at forvente fra pendanter som ’Workaholics’, ‘Bored to Death’ og ’It’s Always Sunny In Philadelphia’.
Både jerk- og stonerkarakteren er afarter af, hvad amerikanske medier har døbt the female fuck-up eller the woman child, og i virkeligheden handler det altså ikke så meget om selve potrygningen som den frigørelsesproces, den symboliserer. Hidtil har det været mændenes privilegium at skubbe samfundets forventninger til side og dandere den og spasse ud, men nu kommer en hel horde af kvindelige millenials, der står på deres ret til også at sige fuck forventningspres, fuck at være en flittiglise og fuck flinkeskolen.
De fandenivoldske kvinders frembrusen repræsenterer et vigtigt brud med det idealiserede kvindebillede, der jævnligt udløser Marnie-meltdowns i selv de bedste af os (læs: dyb krise over, hvor dit liv bærer hen, om du nogensinde vil blive elsket, og hvorfor du ikke er blevet til noget, selvom du har gjort alt efter bogen) og de minder os om, at en strong female character også sagtens kan handle hovedkulds og være sårbar.
4. Hende, der er så jovial, at du ikke helt ved, om hun er nuttet eller tungnem
Eksempler: Jess i ‘New Girl’, Bertie i ‘Love’, Kimmy i ‘Unbreakable Kimmy Schmidt’, Mindy i ‘The Mindy Project’
»Jeg holder tilbage for fugle, jeg rocker rigtig mange polkaprikker, og jeg har rørt ved glimmer inden for de sidste 24 timer. Men det betyder ikke, at jeg ikke er intelligent og sej og stærk«.
Sådan lyder det fra ‘New Girl’s’ Jessica ’Jess’ Day, da hun en dag bliver konfronteret med sin lillepigede tøjstil og quirky personlighed.
Rollen spilles af Zooey Deschanel, og hun er om nogen personificeringen af føromtalte Manic Pixie Dream Girl – den smukke særling, der synes, det er okay at have rottehaler som voksen og pinligt at sige penis, men hvis barnlige begejstring virker fuldstændig magnetisk på det modsatte køn. Især dem, der lider af generel sortsening og eksistentiel malaise.
Med sin besnærende kiksethed fører denne type fanen videre fra alletiders mest elskelige, adorkable karakterer som Phoebe (‘Venner’) og Lorelai (’Gilmore Girls’). Hun er sjov, speedsnakkende og egensindig og parerer alle livets slag med et kæmpemæssigt smil. »Smil ind til du får det bedre – jeg kalder det Kimmying«, lyder én af Kimmy Schmidts lommefilosofier – og hun efterlever den så hårdt, at hun må have helt ondt i kinderne.
Den lalleglade, infantile attitude kan ofte afstedkomme nogle sjove situationer, der får én til at se absurditeten i hverdagsagtige hændelser, som når Kimmy reagerer på en mands catcalling (»du får mig til at ville være de der bukser«) med »tak! du får mig til at ville være din gule hat«. Og Mindy Kahling har givet fine nuancer til figuren i ’The Mindy Project’, hvor hun er naiv og nuttet, men med glimt i øjet og selvbevidst modstridende karaktertræk.
Til tider tangerer den blåøjede tilgang til verden dog bare det straight up tossegode og tomhjernede. Det ses for eksempel i ‘Love’, hvor Mickeys australske roomie, Bertie, også fremstår, som om hun har en mental alder på maksimum otte. Hér bliver det bare underligt, for hun har jo ikke været låst inde i en bunker hele sit liv, så hvad er egentlig hendes undskyldning?!
Da den joviale type brød frem, var den et forfriskende alternativ til den tomhjernede, attraktive blondine, der mest bare skulle være der for, at mændene havde noget at slås om. Men siden er typen blevet fast inventar i sitcomen, og vi er efterhånden nået til et punkt, hvor den føles lige så fornærmende ensidig, forceret og formularisk som det, den erstattede.
5. Hende, der dater overdrevet meget nedad
Eksempler: London & Kara i ‘Flaked’, Mickey i ’Love’, Wendy i ’Billions’
Her bliver det for alvor problematisk, for den sidste type er en ærgerlig rest fra tidligere tv-tiders skævvredne forhold til køn.
Lige så længe sitcomen har eksisteret, lige så længe har dovne, fedladne mænd haft smoking hot vedhæng. Tænk bare på serier som ’The Flintstones’, ’Kongen af Queens’ og ’Verden ifølge Jim’ (for at nævne nogle få), der kørte over skærmen, mens du voksede op. Og i serier som ‘Flaked’ og ‘Love’, der netop har haft premiere på Netflix, lever traditionen i bedste velgående.
Som det mest naturlige i verden dater en afdanket alkoholiker ved navn Chip (Will Arnett, født 1970) den langbenede blondine London (Ruth Kearney, født 1989), og det er en tilbagevendende joke i serien, at unge lækre piger nærmest falder over hinanden for at score ham. Hvorfor vides ikke. Måske fordi han engang har lavet én taburet med tre ben? I hvert fald er han ikke særligt sympatisk, pæn eller succesfuld.
Og samme mønster gentager sig i ‘Love’, (der dog italesætter udseendeuoverensstemmelsen mere direkte og selvbevidst). Ikke alene har Mickey en lang række utiltrækkende ekskærester – hun falder også for den spinkle, stornæsede nørd Gus. Også i en dramaserie som ’Billions’ er der objektiv udseendemæssig niveauforskel på smukke Maggie Sif og runde Paul Giamatti (alle hans øvrige fortræffeligheder desuagtet).
Og hvad så, tænker du måske. Skønhed afhænger jo af øjnene, der ser, og modsætninger mødes, og hvem er du til at sige, hvem der er pæn og ikke pæn, og hvorfor er det overhovedet et problem, at et kæmpe lækkerhedsmisforhold stadig præger så mange serier?
Fordi dette attractiveness gap, som filmsitet Vulture har døbt det, afspejler en syg forestilling, der ligger latent i branchen om, at kvinder skal være konventionelt velskabte, mens der på ingen måde stilles samme krav til mænds udseende (Seth Rogen dater rask væk Katherine Heigl og Michelle Williams for fuck sake!) Det er resultatet af samme kultur, der gør, at Maggie Gyllenhaal bliver dømt for gammel til at spille over for Colin Firth, mens Emma Stone anses som ganske passende. Det er et symptom på samme underlæggende struktur, der dømmer kvinder unfuckable, før de kan nå at sige dafuck.
Det skal dø – nu.