Med gigantsuccesen ‘Star Wars: The Force Awakens’ har Disney og Lucasfilm selvtilliden i orden forud for premieren på ‘Rogue One: A Star Wars Story’ til december.
Filmen er den første af, formentlig, mange ‘Star Wars’-spinoffs og har Felicity Jones i hovedrollen som en ustyrlig rebel, der tilslutter sig en mission for at stjæle til planerne til Dødsstjernen.
Den første, meget ventede trailer er netop landet, og det ligner en film i samme ånd, tone og hæsblæsende fabulerende tempo som filmene i den officielle trilogi. Også her er der fokus på en ung outsider, der kommer til at spille en vigtig rolle i kampen mod Imperiet.
Som bekendt har Mads Mikkelsen en rolle i filmen, men til vores store skuffelse er han ikke at finde i traileren, med mindre da han gemmer sig bag en af de mange masker…
Også Ben Mendelsohn, Diego Luna, Riz Ahmed, Donnie Yen og Forest Whitaker (som en Yoda-agtig mentor, ser det ud til) er på rollelisten, og de har til gengæld fået plads i traileren. Folkene bag filmen gemmer åbenbart det bedste til senere hen!
I instruktørstolen sidder Gareth Edwards, der slog igennem med den befriende anderledes scifi-film ‘Monsters’ og siden fik en fiasko med ‘Godzilla’. Forhåbentligt er ‘Rogue One: A Star Wars Story’ hans store gennembrud på blockbusterskalaen.