’Twin Peaks’: De mest opsigtsvækkende navne på David Lynchs fulde castliste

I går offentliggjorde Showtime den fulde rolleliste til David Lynchs kommende fortsættelse af ’Twin Peaks’. Der er mange velkendte navne, men også adskillige overraskelser. Her guider forfatter til bogen ’TV Peaks: Twin Peaks and Modern Television Drama’ Andreas Halskov til, hvem du bør lægge mærke til i truppen – og hvem der desværre ikke er med.
’Twin Peaks’: De mest opsigtsvækkende navne på David Lynchs fulde castliste

For nyligt sendte filmfotografen Peter Deming (’Lost Highway’, ’Mulholland Dr.’) et billede i omløb på de sociale medier – et billede, som indikerede, at alle optagelser til den nye sæson af ’Twin Peaks’ nu officielt var kommet i kassen. Siden har der været en lind strøm af artikler om den nye sæson, en strøm af artikler som lægger sig i naturlig forlængelse af den hype, som har været der lige siden den officielle lancering af Showtimes fortsættelse på serien.

David Nevins fra Showtime har været god til strategisk at udnytte den heftige debat om serien, idet han både har talt om alternative distributionsformer af den nye sæson, mulige biografvisninger og lanceringen af en ny streamingplatform i forbindelse med netop ’Twin Peaks’.

I går løftede han og Showtime så sløret for endnu en del af mysteriet, idet de udsendte en (efter sigende) fuld castliste med hele 217 navne. Det er svært at forestille sig, at dette faktisk er den endelige liste, og som ’Twin Peaks’-fan kan man da også undre og ærgre sig over fraværet af navne som Joan Chen (Josie Packard), Heather Graham (Annie Blackburn), Kenneth Welsh (Windom Earle) og Lara Flynn Boyle eller Moira Kelly (der spillede Donna Hayward i henholdsvis den oprindelige tv-serie og prequelen ’Twin Peaks: Fire Walk with Me’).

Castlisten er dog alligevel interessant og opmuntrende, og nedenfor følger et udsnit af de mest bemærkelsesværdige navne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Kendinge fra ’Lynch-familien’: Balthazar Getty, Robert Forster, Naomi Watts og Laura Dern

Det var ingen nyhed, at Laura Dern og Balthazar Getty stod på den endelige castliste, men begge navne var dog bemærkelsesværdige, idet de to skuespillere har tegnet sig for markante roller i andre af David Lynchs produktioner. Det er velkendt, at Lynch ofte caster mange af de samme skuespillere – den såkaldte ’Lynch Mob’ – og det er interessant og lovende, at Laura Dern, som medvirker i både ’Blue Velvet’, ’Industrial Symphony No. 1’, ’Wild at Heart’ og ikke mindst ’Inland Empire’, er blevet indlemmet i den nye ’Twin Peaks’.

Dern er en af Lynchs mest centrale skuespillere, og hendes præstationer i ’Blue Velvet’, ’Wild at Heart’ og ’Inland Empire’ vidner om spændvidden i hendes talent: Fra den dydige og naive lillebypige i ’Blue Velvet’ over den frække Lula med de strittende bryster i ’Wild at Heart’ og til den rå og flænsende karakterskildring i ’Inland Empire’.

Getty spillede den unge Pete Dayton i ’Lost Highway’ (1997) – en flot, men forsagt charmetrold, der måske i sidste ende blot var en fantasiforestilling i hovedet på filmens hovedperson Fred Madison. Både ’Inland Empire’ og ’Lost Highway’ handler om identitetsforviklinger, og med Lynchs skarpe fornemmelse for crossover-universer kunne man godt få en snigende fornemmelse af, at trådene imellem flere af hans værker vil begynde at flette sig sammen til noget, der kunne minde om et netværk.

Castingen af Robert Forster som (formentlig) den nye Harry S. Truman, i fraværet af Michael Ontkean, knytter samtidig an til ’Mulholland Dr.’, hvori Forster spillede detektiv, og også denne film handler som bekendt om identitetsforviklinger. ’Mulholland Dr.’ var oprindelig tænkt som en spin-off af ’Twin Peaks’ med Sherilyn Fenn i hovedrollen som Audrey, der drager fra det nordvestlige USA til Hollywood, og man aner en begyndende sammensmeltning af de forskellige verdner.

Måske er det ikke blot karaktererne og identiteterne, der flyder sammen, men også de universer, som David Lynchs produktioner befinder sig i. Naomi Watts, der spillede en af de afgørende roller i netop ’Mulholland Dr’., er således også med i den nye sæson af ’Twin Peaks’ til stor glæde for de fleste Lynch-kendere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. De syngende muser: Julee Cruise, Rebekah Del Rio, Alicia Witt og Chrysta Bell

David Lynch arbejder med en del tilbagevendende skuespillere, men han opererer også ofte med nogle – tilsyneladende – levende og uncanny performances af forskellige sangerinder. Lynch har nogle faste muser, der ofte fungerer som et slags græsk kor, som med deres smukke, æteriske sang kommenterer på den løbende handling.

Roadhouse-sangerinden fra den oprindelige ’Twin Peaks’ blev spillet af Julee Cruise, og hun er også på listen over de knap 40 gengangere, som er blevet annonceret. Men samtidig er der også blevet plads til Rebekah Del Rio, som man husker fra den forrygende Club Silencio-scene i ’Mulholland Dr.’, hvor hun lader til at synge en spansk version af Roy Orbisons ’Crying’, inden hun falder om på gulvet, mens sangen spiller ufortrødent videre på anlægget.

Rio er en interessant tilføjelse til universet, og man fornemmer, at der formentlig bliver flere live-performere i den nye ’Twin Peaks’ (husk, at vi også havde den nu afdøde Jimmy Scott som sanger i The Black Lodge i sidste afsnit af seriens anden sæson).

Man kan dog ikke udelukke, at Rio får en talerolle, og hos Lynch er grænsen flydende imellem sanger, performer og skuespiller. Man kan således heller ikke vide, om han har castet Chrysta Bell som sanger eller som både sanger og skuespiller, men det er velkendt blandt Lynch-fans, at netop den smukke, æteriske Chrysta Bell er hans nye muse.

I denne forbindelse er det heller ikke overraskende, at musikerne Sharon Van Etten, Sky Ferreira og Alicia Witt er med i den nye sæson af Twin Peaks. Witt er i dag en stor sanger og pianist, men begyndte sin karriere i rollen som den klaverspillende lillesøster til Donna, Gersten Hayward, i et af seriens bedste og mest rørende afsnit.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. De mandlige rockstjerner: Trent Reznor og Eddie Vedder

Noget, der formentlig har overrasket de fleste i forbindelse med den nye castliste er navnene Trent Reznor og Eddie Vedder.

Vedder, som de fleste vil kende fra Pearl Jam, er en pudsig, men interessant tilføjelse til serien. Bevægelsen i Vedder og Pearl Jam i retning af det mere rolige og akustiske kunne dog godt passe til ’Twin Peaks’, og selvom enkelte fans allerede har leget med forestillinger om, at en langhåret Vedder kunne blive den nye BOB, så har jeg svært ved at se ham i en så central rolle.

Det skulle dog ikke undre mig, om Vedder får mere end blot en performativ rolle som musiker-sanger, og i denne forbindelse er det også mindre overraskende, at netop Trent Reznor, som man kender fra Nine Inch Nails, figurerer på rollelisten. Reznor har bevæget sig mere og mere over imod lyd- og musikdesign til film, og hans samarbejde med David Lynch på ’Lost Highway’ resulterede i et af 1990’ernes mest interessante og iørefaldende soundtracks.

Og netop ’Lost Highway’ havde jo også både Marilyn Manson og Henry Rollins i skuespilroller, uden at dette virkede distancerende, kunstigt eller decideret komisk.

THE HATEFUL EIGHT
4. Hollywood-notabiliteter: Michael Cera, Monica Belucci, Amanda Seyfried, Jennifer Jason Leigh, Tim Roth og Richard Chamberlain

Måske bemærkede man Eddie Vedder og Trent Reznor, men da man så Michael Ceras navn på listen over medvirkende i den nye sæson af ’Twin Peaks’, faldt man formentlig bagover.

Cera slår primært sine folder i den quirky ende af komediegenren, og de fleste vil kende ham fra film som ’Juno’ og ’Scott Pilgrim vs. the World’ samt komedieserien ’Arrested Development’. Det er svært for mig at se Cera i en Lynch-kontekst, men David Lynch er trods alt kendt for at caste mod type og at hente folk ind fra glemslen eller fra nogle overraskende genresammenhænge.

Det er måske i dette lys, at man også skal se castingen af Amanda Seyfried (’Mamma Mia!’, ’Big Love’, ’Veronica Mars’ og ’Les Misérables’) og den gamle kending Richard Chamberlain (’Tornfuglene’ og ’Shogun’), der begge har gjort sig i nogle mere musicalagtige og melodramatiske sammenhænge.

Når man ser navnene uden at kende deres funktion i den nye serie, kan det være svært at forestille sig alle disse kendte ansigter i ’Twin Peaks’-universet, men David Lynch og Mark Frost vil forhåbentlig føje et helt nyt kapitel til sagaen fremfor at lave en nostalgisk genforeningsfest, og i denne forbindelse vil der formentlig komme kendte ansigter i nye og overraskende sammenhænge (som da Billy Ray Cyrus pludselig fik en central og sjov birolle i ’Mulholland Dr.’).

Jennifer Jason Leigh, der har spillet med i film af både Robert Altman (’Short Cuts’), Coen-brødrene (’The Hudsucker Proxy’), Todd Solondz (’Palindromes’), David Cronenberg (’eXistenZ’) og Quentin Tarantino (’The Hateful Eight’), ligner en særdeles interessant tilføjelse til universet, og hendes evne til at spille livstræt, deprimeret eller depraveret, kombineret med hendes karakteristiske skønhed synes at passe som fod i hose til David Lynch og ’Twin Peaks’.

Det samme gælder den underskønne Monica Belucci, der begyndte sin karriere som model, og som blandt andet er kendt for sine roller i ’Bram Stoker’s Dracula’, ’The Passion of the Christ’ og ’Irréversible’. Endelig bør man nævne Tim Roth, der for eksempel kendes for sit suveræne samarbejde med Quentin Tarantino på ’Reservoir Dogs’ og ’Pulp Fiction’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Vigtige gensyn: Everett McGill, David Duchovny, Harry Dean Stanton og Catherine Coulson

Mange fans har begrædt Michael Ontkeans ønske om ikke at medvirke i den nye sæson, og selv er jeg som sagt ærgerlig over ikke at se Heather Graham, Joan Chen og Kenneth Welsh på listen. Heller ikke Michael J. Anderson, der spilledede den rødklædte, baglænstalende dværg, er kommet med i den nye sæson, formentlig fordi han stillede ekstraordinære lønkrav, som Showtime ikke ønskede at efterkomme. Der har været megen virak om netop det faktum, at Anderson ikke deltager i den nye ’Twin Peaks’.

Via sociale medier fik David Lynch dog fat i Everett McGill, der foruden at have medvirket i blandt andet ’Dune’ (1984) og ’The Straight Story’ (1999) spillede tankpasseren Big Ed Hurley i den oprindelige ’Twin Peaks’. Genforeningen med McGill sker til stor tilfredshed for fans og David Lynch, og mange er også, som jeg, kisteglade for at se den gamle Lynch-kending Harry Dean Stanton på rollelisten.

Stanton, der blandt andet spillede med i kortfilmen ’The Cowboy and the Frenchman’, er en del af Lynch-familien, og hans optræden i den nye sæson tyder på en sammenkobling af ’Twin Peaks’ og filmen ’Fire Walk with Me’ (Stanton var nemlig med i filmen, men ikke i den oprindelige serie). Måske vil nogle af de elementer, som virkede digressive, fragmenterede og usammenhængende i forbindelse med ’Fire Walk with Me’, vise sig at have en mere konkret og logisk sammenhæng med serien.

For mig er det dog ikke narrativ logik og kausalitet, som serien skal udmærke og måle sig på, men derimod stil, tone og stemning. I netop denne forbindelse er det også svært ikke at glæde sig over Catherine Coulsons tilbagevenden som The Log Lady. Catherine Coulson, der begyndte sit samarbejde med David Lynch på ’Eraserhead’ i 1977, døde desværre i september 2015, og mange frygtede, at Lynch og Frost ikke havde nået at optage nogle scener med hende.

Idéen til The Log Lady opstod under arbejdet på ’Eraserhead’, og Coulson fortalte mig i et interview til bogen ’TV Peaks’, at hun på settet til ’Eraserhead’ iførte sig store briller, tog en brændeknude i favnen og gik rundt til skuespillerne og fik kævlen til at vurdere de forskellige personer og deres profession. »I’ll test my log with every branch of knowledge«, som hun sagde.

Coulson nåede dog aldrig at modtage et eksemplar af min bog, som jeg havde sendt til hende kort tid før hendes død, og jeg ærgrede mig over tabet af en stor skuespiller, et generøst menneske og en central del af ’Twin Peaks’-universet. Heldigvis lever hendes rolle videre i den nye ’Twin Peaks’, og det bliver interessant at se, om de også har optaget afsnitsintroduktioner med hende, som dem de lavede i midten af 1990’erne, da ’Twin Peaks’ blev syndikeret på kanalen Bravo.

Der er mange interessante gensyn i den nye sæson af ’Twin Peaks’, ikke mindst David Duchovny (Dennis/Denise Bryson), som også for nyligt var med til at genoplive ’The X Files’ (Fox, 1993-2016). I den ellers meget udskældte anden sæson, hvor mange nye og tvivlsomme karakterer blev introduceret, var detektiven Dennis/Denise Bryson en af de mest interessante tilføjelser.

NB! Også bag kameraet ser det lovende ud

Mine personlige favoritter i den nye ’Twin Peaks’ er dog ikke en del af rollelisten, men fortjener en afsluttende bemærkning. Filmfotografen Peter Deming vil om nogen kunne visualisere den vision, som Mark Frost og David Lynch har, og baseret på Demings arbejde på blandt andet ’Lost Highway’ og ’Mulholland Dr.’, så bliver det formentlig en særdeles mørk oplevelse.

Dette mørke vil formentlig også afspejle sig i en ekspressiv, skrattende lydside og et melankolsk score, men musikken vil ganske givet veksle imellem det sørgmodige, det dystre, det jazzede og det komiske. Med Angelo Badalementi ved lydroret er der garanti for et smukt score, der undertiden vil understøtte billedernes mørke og voldsomhed og andre gange kontrapunktere billedsiden.

Soundtracket vil også, formentlig i endnu højere grad end det oprindelige soundtrack, blande forskellige stilarter, og man kunne forestille sig en ’Lost Highway’-agtig kobling af sentimentale, æteriske pop- og rocksange, elektroniske klangflader, jazz og symfonisk musik. Deming og Badalamenti står muligvis ikke på rollelisten, men uden dem ville den nye ’Twin Peaks’ næppe blive det samme.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af