Det virker passende, at Michael Noers internationale debut er et remake af fængselsklassikeren ‘Papillon’ med Steve McQueen og Dustin Hoffman. Noer slog nemlig igennem med den fremragende fængselsfilm ‘R’, som han instruerede sammen med Tobias Lindholm.
Siden har han lavet de overbevisende ‘Nordvest’ og ‘Nøgle hus spejl’, og som så mange andre danske talenter tager han nu chancen i USA.
Finansieringen af ‘Papillon’-remaket har endnu ikke fået grønt lys, og finanseringen afhænger utvivlsomt af, hvem der skal spille de to bærende roller som den uskyldigt dømte mand og hans medfange.
Nu skriver Deadline.com, at Charlie Hunnam er i forhandlinger om hovedrollen, som Steve McQueen indtog i originalen. Hunnam er især kendt for sin rolle som biker-leder i ‘Sons of Anarchy’, der gjorde ham til en rising star i Hollywood. Hans filmkarriere er dog kommet ujævnt fra start med roller i Guillermo Del Toros publikumsfiaskoer ‘Pacific Rim’ og ‘Crimson Peak’. Og i filmregi er han således mest kendt for at være manden, der hoppede fra rollen som Christian Grey i ‘Fifty Shades of Grey’.
Men ‘Papillon’ lyder som en god rolle for Hunnam, og forhåbentligt kan det være stjernenavnet, der giver Michael Noers amerikanske debut vinger at flyve på.
Læs også: Danskere dirigerer superstjerner – se, hvem der laver film i Hollywood lige nu