’Meeres stille’: Charlotte Munck imponerer i tysk fuser
Charlotte Munck foretager lydefrit springet fra dansk til tysk film i det psykologiske drama ’Meeres stille’. ’Anna Pihl’-skuespillerindens hovedrolle må alene være årsag til, at Juliane Fezers instruktørdebut fra 2013 får premiere i de danske biografer nu. De filmiske kvaliteter er det desværre så som så med i denne fortænkte og af og til uforståelige film.
Munck spiller den psykisk nedbrudte Helen, der tager på weekendtur i et strandhus med manden Johannes og parrets voksne datter Frances. Under overfladen bobler og syder og nager fortiden den lille familie. Alt er usagt og uafklaret og virkelig svært at finde hoved og hale i – både for dem og os tilskuere.
Fra nutiden klippes der i flashbacks tilbage til husets tidligere beboere: En far og hans lille søn Leon, der begge kæmper med sorgen over og savnet af en hustru og mor, der mistede livet i en bilulykke. Fortiden banker helt bogstaveligt på hos Helen, Johannes og Frances. Når lille Leon (i fortiden) slår på vandrørene i kælderen, vælter vandet ud af den stoppede hane hos Helen oppe i køkkenet.
Fortid, nutid, forstillelse og virkelighed smelter konstant og forvirrende sammen i ’Meeres stille’. Det ene øjeblik er der en gyser-uhyggelig stemning a la hjemsøgt hus over hele sceneriet, og det næste udspiller sig et parforholdsdrama på de højeste og ganske skingre strenge.
Filmen er baseret på en roman af Stefan Beuse, og det litterære forlæg mærkes tydeligt: Du fornemmer en udførlig konstruktion bag alt, hvad det udspiller sig. Familiehemmeligheden, der vist nok er årsag til Helens nervesammenbrudsagtige zombietilstand, skal afdækkes. Brikkerne samles som i et puslespil, hvis motiv du aldrig får lov at se i sin helhed. Sådan en samle-brikkerne-konstruktion kan være eminent på bogform, men Juliane Fazer har ikke formået at omsætte familiemysteriet til en fængende filmisk fortælling.
Charlotte Munck er egentlig ret fremragende i rollen som Helen med hemmeligheden. En ulmende hemmelighed, der først afdækkes små to timer(!) inde i en i forvejen alt for lang og alt for selvhøjtidelig film – og i øvrigt fik mig til at grine.
Det tror jeg ikke er tilsigtet fra instruktørens side. Men Munck har fysisk nærvær og et ansigt, hvor selv de mindste formørkelser af sindet står malet i hendes ekspressive mundvige og mørke øjne. Hun tvinger troværdighed ind i en film, hvor manuskriptet byder samtlige skuespillere den ene mere utroværdige replik efter den anden.
Kort sagt:
Psykodramaet ’Meeres stille’ fra 2013 er et ikke videre vellykket kuriosum fra vort tyske naboland, der udelukkende må antages at have fået dansk biografdistribution på baggrund af Charlotte Muncks trods alt fine præstation i hovedrollen som en kvinde på randen af vanvid.