’Monsieur Chocolat’: ‘De urørlige’-stjerne og Chaplins barnebarn redder klichéplaget drama

’Monsieur Chocolat’: ‘De urørlige’-stjerne og Chaplins barnebarn redder klichéplaget drama

»En neger skal kende sin plads«.

Således rådgives den sorte klovn Monsieur Chocolat på sin rejse mod berømmelse og social accept under La Belle Époque i slutningen af 1800-tallets Frankrig.

Vi møder Chocolat som negerkongen Kananga, der, med den lille chimpanse Pacha i hånden, brølende skræmmer livet af publikum i det skrabede cirkus, Cirque Delvaux. Blandt publikum sidder den arbejdsløse klovn George Footit, der mener at se noget specielt i den sorte mand. De indgår et partnerskab som klovne-duo, og snart bugner cirkusteltet af mennesker, der er kommet for at se Frankrigs første sorte klovn optræde.

Dette tiltrækker også direktøren for Nouveau Cirque à Paris, der tilbyder Chocolat og Footit store summer penge for at blive en del af hans cirkus i Paris. Her udskiftes cirkusteltet med en prægtig teaterbygning og landsbyboerne med fine folk i kjole og hvidt.

Samtidig møder ‘Monsieur Chocolat’ en række af de faste klichéer, vi forbinder med pjalter-til-rigdom-fortællinger: Når man kommer fra ingenting, er der højt at flyve og dybt at falde. Chocolat kan nemlig ikke stå for Paris’ mange fristelser og bruger sin nyfundne rigdom på spiritus, damer og hasardspil.

Filmen er inspireret af Federico Fellinis mesterværk ’La strada’ i sin skildring af livet i det beskedne cirkus trupper. I Paris skabes der splid mellem Chocolat og Footit, og Chocolat må, ligesom Fellinis klovn Gelsomina, erkende sin situation og realisere sig selv trods hårde odds. Publikum griner nemlig ad ham, fremfor med ham, ikke fordi han er en klovn, men fordi han er sort. Den racistiske latterliggørelse bliver katalysatoren for hans mission om at bevise, at han kan andet end at falde på halen for det hvide borgerskab: Han vil være den første sorte mand i Frankrig til at spille Othello i Shakespeares kanoniserede teaterstykke.

Omar Sy, som de fleste vil genkende fra storsuccesen ’De urørlige’, er perfekt castet i titelrollen, men det er klovnen Footit, der for alvor stjæler rampelyset. Selv om fortællingen om klovnen, der får andre til at le, mens han selv fortæres af eksistentiel lede, tangerer det klichéfyldte, redder James Thierrée portrættet med en blanding af følsomhed og uforlignelig fysisk komik. Intet under, at han er Charlie Chaplins barnebarn.

Det er netop i samspillet mellem Chaplins veloplagte efterkommer og elskeligt uregerlige Omar Sy, at ‘Monsieur Chocolat’ stråler og rejser sig over de klichéer, den ellers dypper tæerne gevaldigt i.


Kort sagt:
‘Monsieur Chocolat’ skildrer rørende historien om Frankrigs første sorte klovn, der kæmper for at bryde ud af samfundets ’lille sorte sambo’-kasse. Filmen står på skuldrene af Omar Sy og Chaplins barnebarn, James Thierrée, hvis charmerende dynamik i og uden for manegen sørger for, at filmen lige akkurat slipper af sted med at være en klichéplaget affære.

Spillefilm. Instruktion: Roschdy Zem. Medvirkende: Omar Sy, James Thierrée, Clotilde Hesme, Olivier Gourmet, Frederic Pierrot, Noemie Lvovsky, Alice de Lencquesaing, Olivier Rabourdin. Spilletid: 119 min.. Premiere: Den 28. juli
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af