Siden den Oscarvindende ‘Slumdog Millionaire’ har Dev Patel mest gjort sig i mindre biroller, indie-films hovedroller og leget hotelbestyrer i de hjertevarme alderdomsfilm ‘The Best Exotic Marigold Hotel’-filmene. Den 26-årige skuespiller får fortjent igen lov at spille leading man i det kommende drama ‘Lion’, der nu har fået sin første trailer og også skulle have en rørende barnepræstation i centrum.
For filmens første time bæres af drengen Sunny Pawar, der spiller den 5-årige Saroo, der forsvinder fra sin ellers lykkelige tilværelse hos sin familie i Calcutta, da han falder i søvn på et tog og ender tusindvis af kilometer væk. Han bliver adopteret af et australsk par (David Wenham og Nicole Kidma’), men den nu voksne Saroo (Dev Patel) har stadig klare minder om det liv, han forlod, og drømmer om at vende tilbage. Og hvordan finder man hjem i 2016? Ja, man kan jo starte på Google Maps.
Rooney Mara spiller også med i dramaet, der bliver instruktøren Garth Davis’ spillefilmsdebut, efter han tidligere har instrueret afsnit af tv-serierne ‘Top of the Lake’ og ‘Love My Way’. Filmen får premiere på Toronto Film Festival i næste måned og med amerikansk premiere i november er prisjagten ikke til at tage fejl af. ‘Lion’ syner da også at være spækket med følelsesklimakser og storladne øjeblikke, der tit høster hæder og guldpriser.
‘Lion’ får premiere herhjemme den 2. februar 2017.