Efter dårlige anmeldelser af ’Suicide Squad’: 18.000 fans vil lukke anmeldelsesside

Sjældent har en film været hypet så længe som ’Suicide Squad’, der er en filmatisering af et tegneserieforlæg. Den kombination plejer at afføde rabiate reaktioner fra hardcore fans, men det er alligevel sjældent at disse forsøger at indskrænke ytringsfriheden.

Men det er præcis, hvad der er ved at ske.

De første amerikanske anmeldelser af ’Suicide Squad’, der får dansk premiere i næste uge, er nemlig ude nu. Siden Rotten Tomatoes samler negative og positive anmeldelser på film og udregner på den baggrund en score. Den er for ’Suicide Squad’s vedkommende på 30%.

Det har fået den egyptiske fan Abdullah Coldwater til at starte en underskriftindsamling for at lukke Rotten Tomatoes, der altså kun viderebringer anmeldelser fra andre medier, men ikke skriver nogen selv.

18.000 har i skrivende skrevet under, men tallet stiger løbende. Abdullah Coldwater har siden undsagt sig afstemningen i et åbent brev, hvor han skriver: »Jeg startede afstemningen for at samle DC-fans til at udtrykke vores vrede for sjov. Det skulle ikke tages så seriøst«.

Men det er det altså blevet.

Skulle du være enig, kan du skrive under her. Er du rask, kan du bare grine videre.

Læs også: Hvem er Suicide Squad? Alt, hvad du skal vide, inden du ser filmen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af