Nate Parker bryder stilhed om voldtægtssag: »Jeg opførte mig, som om at jeg var offeret«

Nate Parker bryder stilhed om voldtægtssag: »Jeg opførte mig, som om at jeg var offeret«

Instruktøren, manuskriptforfatteren og hovedrolleindehaveren til den hypede slavefilm ‘The Birth of a Nation’, Nate Parker, har netop brudt tavsheden, siden han første gang udtalte sig om den voldtægtssag fra 1999, som han sammen med sin medforfatter, Jean McGianni Celestine, blev anklaget og senere frikendt for.

I et nyligt interview med ebony.com, fortæller han:

»Og hvad jeg indså var, at jeg aldrig stoppede op for at tænke på kvinden. Jeg tænkte ikke på hende dengang, og jeg tænkte ikke på hende, da jeg kom med min udtalelse, hvilket var forkert og ufølsomt«, siger han i interviewet.

»Udtalelserne var ignorante«, siger han.

Den tidligere udtalelse, Parker referer til, er fra et interview med Variety, hvor han 12. august om voldtægtssagen blandt andet udtalte:

»Det resulterede i, at sagen blev fremlagt for retten. Jeg blev frikendt. Det er det«.

Denne udtalelse bragte Parker i mediernes skudlinje, og han blev klandret for ikke at anerkende sin skyld og for at være ufølsom over for offeret, der begik selvmord i 2012.

Parker undskylder under hele interviewet for sin manglende forståelse for offeret og for, hvordan han dengang havde et skadeligt kvindebillede, der var domineret af en »giftig maskulinitet«, som kun afhang af, hvor mange forskellige kvinder han var sammen med.

Episoden skete, da Parker og Celestin gik på Penn State University og var til en fest, hvor den dengang 18-årige kvinde også var.

‘The Birth of a Nation’ handler om et slaveoprør 1831 i Virginia ledet af den sorte præst Nat Turner (spillet af Nate Parker selv) og havde premiere på dette års Sundance-festival, hvor distributionsrettighederne til filmen blev solgt for rekordhøje 17,5 millioner dolllars.

Soundvenues Oscar-ekspert spåede den til at blive en af næste års helt store Oscar-favoritter. Siden Parkers første udtalelse har han dog været i voldsom modvind, hvor Oscar-akademiet har været splittet mellem Oscar-vælgere (de stemmeberettigede medlemmer af Oscar-akademiet, der vælger, hvem der skal vinde en Oscar) som allerede nu har vendt ‘The Birth of a Nation’ ryggen, og Oscar-præsident Cheryll Boone Isaacs som har forsøgt at overbevise folk om filmens værdi.

Tidligere har det amerikanske filminstitut, AFI, aflyst en visning af filmen med efterfølgende spørgesession med Parker efter stort offentligt pres.

Om det seneste interview med Parker kommer til at formilde situationen med Oscar-akademiet, er endnu uvist, men det lader til, at han er blevet villig til at lytte til den kritik, som medierne har rettet imod ham det seneste stykke tid.

Læs også: Sensationel slavefilm undergraver historiens mest berømte racistiske film

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af