Robert De Niro sammenligner Trump med ‘Taxi Driver’s Travis Bickle: »Han er fuldstændig sindssyg«

Efterhånden er det et fåtal i Hollywood, der endnu ikke har langet ud efter Donald Trump. Stort set alle late-night værterne har været på banen, og flere stjerner som Lena Dunham har erklæret, at de forlader landet, hvis Trump får præsidentposten. Louis C.K. sammenlignede ham med selveste Hitler i et nyhedsbrev til sine fans, og nu bliver Trump ligeledes sammenlignet med en af filmhistoriens mest ikoniske psykopater.

I weekenden modtog veteranen Robert De Niro en Lifetime Achievement Award ved filmfestivalen i Sarajevo. I forbindelse med en restaureret visning af Martin Scorseses klassiker ‘Taxi Driver’ fra 1976 kunne den ellers normalt pressesky De Niro ikke dy sig for at sammenligne Trump med sit eget portræt af filmens hovedrolle Travis Bickle, hvis sindssyge og forvrængede virkelighedsopfattelse får ham til ikke bare at bryde loven, men vise selvtægtens totale fallit.

»Hvad Trump har sagt har været fuldstændig skørt, åndssvagt, ting der slet ikke skulle være… han er fuldstændig sindssyg« sagde De Niro under en Q&A. Han uddybede bagefter sin bekymring for landets fremtid: »En af de ting, jeg synes, er interessant, er ironien i (filmens, red.) slutning« sagde De Niro og refererede til scenen, hvor Bickle »er tilbage og kører i taxi og er fejret, hvilket på en måde også er relevant i dag… Folk som Donald Trump, der ikke burde være her er så…«.

Selvom De Niro havde svært ved at finde de rette ord og gå hele vejen med sine beskyldninger, så var hans budskab til sidst dog klart: »Gud hjælp os«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af