(Spoiler alert: Hvis du ikke har brugt de sidste fem dage på at binge anden sæson af ‘Narcos’ fra ende til anden – og har tænkt dig at gøre det – bør du nok indstille læsningen her).
Det er kun fem nætter siden, at anden sæson af ‘Narcos’ fik premiere, men på Netflix’ kontorer er der ingen tvivl om, at den hårdkogte, blodige og nærmest uovervindelige kamp mod narko må og skal fortsætte. Med fortsatte roser af den nye sæson – og status som en af streamingtjenestens mest sete serier – er ‘Narcos’ blevet tildelt ikke bare én, men hele to sæsoner mere.
Første sæson af Netflix’ spansktalende satsning satte fokus på den berygtede Pablo Escobars (Wagner Moura) storhedstid i 70’erne og 80’erne, mens en nærmest forsvarsløs politienhed (heriblandt Boyd Holbrook og Pedro Pascal) prøvede at få kål på ham. Seriens anden sæson kulminerede dog med Escobars død i 1993, da en kugle mod øret under et skudopgør blev fatal.
Men for serieskaberne har ‘Narcos’ altid handlet mere om krigen end kongen, og lederens fald bliver langt fra gruppens undergang i den columbianske narkohandel. Det giver mulighed for en ny amoralsk og pengegrisk stormand, som vi ser det i Netflix-traileren ovenfor, og noget tyder på, at det kan blive Cali Cartel, der kommer til at sidde på magten i den kommende tid.
Tredje sæson af ‘Narcos’ får premiere på Netflix i 2017.